Beder regeringen overholde aftale om støjsikring
Beder-regeringen-overholde-aftale-om-støjsikring-2.jpg
Borgerne i Vallensbæk er hårdt ramt af støj fra to motorveje og jernbanen mellem København og Ringsted.
VALLENSBÆK. Vallensbæks borgmester opfordrer i et brev den nye transportminister til at overholde den tidligere regerings løfte om støjbekæmpelse på Vestegnen

I foråret indgik den daværende regering (V, LA og K) og Dansk Folkeparti ’Aftale om et sammenhængende Danmark’. Aftalen indeholdte investeringer i infrastruktur for i alt 112,7 milliarder kroner. I den plan var der øremærket 1,6 milliarder kroner til bekæmpelse af støj, og her stod Vallensbæk øverst på prioriteringslisten. Nærmere bestemt skulle der etableres afskærmning ved Holbækmotorvejen, der er særligt hårdt ramt af trafikstøj.

De fire partier havde inden Folketingsvalget et flertal. Det har de ikke længere. Alligevel mener Henrik Rasmussen, at der burde være grundlag for at holde fast i at prioritere støjbekæmpelse i Vallensbæk højt.

Alle de folketingskandidater, der var i det her område, inklusiv de røde, de gik til valg på, at man skulle bevare støjbekæmpelse af den strækning i et forlig. Det erindrer jeg dem bare kærligt om, at det var det, de sagde i valgkampen. Derfor tænker jeg også, at den del af aftalen er så fornuftig, at den kan en transportminister ikke sidde overhørig. Det man er enig om, det skal ikke ud med badevandet, siger han.

Et nyt forlig

Henrik Rasmussen henviser til, at den nye transportminister, Socialdemokraternes Benny Engelbrecht, for nylig har meldt ud, at den nuværende regeringen ønsker at lave et nyt forlig om infrastruktur. Det vækker ikke glæde på borgmesterkontoret i Vallensbæk.

– Det er simpelthen uholdbart, at vores borgere igen skal afvente en proces med snak og forhandlinger frem og tilbage i Folketinget. Borgerne har brug for løsninger på støjudfordringerne langs statens veje, skriver borgmester Henrik Rasmussen et brev til transportministeren.

Transportminister Benny Engelbrecht er enig i, at vejstøj fortsat skal bekæmpes.

– Vejstøj er et alvorligt problem, som påvirker mange mennesker, der bor langs vejene. Der er allerede gjort indsatser for at afhjælpe problemet, men jeg anerkender, at støjniveauet mange steder stadig er for højt, og at mange borgere føler sig udsat for støj. Det gælder også i Vallensbæk, siger han.

Han mener derfor, at bekæmpelse af trafikstøj skal være en del af et kommende forlig.

– Det er min ambition at skabe stabile rammer for de kommende års infrastrukturinvesteringer. Jeg vil derfor søge en bred politisk aftale om infrastruktur, som kan holde. Her er det også min forventning, at vi skal drøfte bekæmpelsen af støjproblematikken rundt om i landet, siger han.

Henrik Rasmussen respekterer, at der skal indgåes et nyt forlig.

– Jeg har respekt for, at han skal lave et forlig, men jeg vil da være ked af det, hvis støjbekæmpelse i Vallensbæk ikke står lige så højt prioriteret i det forlig, der bliver lavet, som det gjorde i det andet. Hvem der vedtager det, det er ikke så vigtigt for mig. Nu har den tidligere regering vist, at de var villige til at gøre noget ved støjproblemet, så vil jeg blive svært skuffet, hvis ikke den nye regering gør noget, der bliver mindst lige så godt, siger han.

På besøg i Vallensbæk

Borgmesteren opfordrer i sit brev ministeren til at komme til Vallensbæk for selv at opleve støjen.

– Jeg vil gerne invitere dig til Vallensbæk Kommune for at give dig en oplevelse af den støj, som borgerne i en stor del af Vallensbæk oplever, så vi sammen kan drøfte nødvendigheden af, at de rigtige løsninger bliver prioriteret. Uanset partifarve må det være et mål, at omegnskommunerne kan fortsætte med at være et attraktivt sted at bo og opholde sig – uden trafikstøj, skriver Henrik Rasmussen.

Ifølge Vejdirektoratet er mere end 60 procent af boligerne på Vestegnen støjpåvirkede, primært på grund af de statsejede motorveje. På landsplan er kun 15 procent af boligerne plaget af støj.
Den invitation har Benny Engelbrecht taget imod.

– Det er svært at svare på, hvilke egentlige investeringer, der i sidste ende bliver besluttet, men jeg vil meget gerne besøge området omkring Vallensbæk og få selvsyn for sagen. Borgmesteren vil blive kontaktet for at arrangere et besøg i området ved aftenstid, hvor trafikstøjen er særligt generende for børnefamilier, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top