Mere detailhandel giver ny vej
Ny-vej.jpg
Her kommer der muligvis en vejforbindelse, men ikke cykelsti og fortov. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I bygningerne bag Maxi Zoo i butiksområdet ved Hermods Allé skal bygges en ny forretning. Det betyder, at Hermods Allé får en forbindelse til Odinsvej

Der kan være flere butikker på vej til Glostrup. Bag butiksområdet ved Hermods Allé ligger en store treetagers kontorbygning, der er ejet af Tryg. De har bedt om at få lavet en ny lokalplan, der giver dem mulighed for at bygge op til 2.000 kvadratmeter butik i stueetagen.
For at de kan få lov til det, stiller kommunen dog et krav om, at de bygger en ny vej.
Der er nemlig en langsigtet plan for området, der vil føre Hermods Allé hele vejen fra bagsiden af Bauhaus til kommunegrænsen på den anden side af bygningen med HTH køkkener og retur igen lidt syd for den nuværende vej. På den måde kan hele området blive et sammenhængende butiksområde.
Derfor beder kommunen grundejerne om at udbygge vejen, efterhånden som de kommer med ansøgninger om tilladelse til at bygge nye butikker. Det er det, Tryg nu bliver bedt om og har accepteret.
– Det drejer sig om at etablere en vej. Der ligger et gammelt vejudlæg, fordi man har et ønske om at integrere området bedre. Det ligger lige mellem to matrikler, den ene del på den ene matrikel, den anden del på den anden. Vi kan kun pålægge ejerne at etablere denne vej, i forbindelse med ændring af anvendelse. Nu ønsker ejerne af den ene matrikel at ændre anvendelse, og så bliver der kun lagt vej på den ene halvdel. Sådan må det være. Det er en løsning, som begge ejere er tilfredse med, sagde Piet Papageorge (V), formand for Vækst- og Byudviklingsudvalget på kommunalbestyrelsens møde, hvor vejen blev vedtaget.

Igen cykelsti og fortov
Det er altså planen, at man skal kunne køre fra Odinsvej til Hermods Allé, men ikke den anden vej. I planen er der ikke skitseret plads til cykelsti og fortov, og det blev kritiseret af Robert Sørensen (EL).
– Idéen om at omdanne stueetagen i ejendommen Odinsvej 9-19 til butikker er sådan set god nok, og det kan Enhedslisten godt støtte. Der, hvor dette forslag fejler, er forbindelsesvejen imellem Odinsvej og Hermods Allé, den bliver anlagt med en kørerampe til biler, derved får man som fodgænger eller cyklist svært ved at komme sikkert imellem de to handelsområder uden at skulle hele vejen uden om. Glostrup skal være en by hvor det er nemt at komme rundt som fodgænger eller cyklist, derfor kan Enhedslisten ikke støtte forslaget, sagde han.
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Bylisten stemte imod med fire stemmer, mens Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti stemte for med 15 stemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top