Vallensbæk Kano & Kajak Club er vært for Danmarksmesterskaberne i maraton kano og kajak. De afvikles lørdag den 21. september fra klokken 9.30 til søndag den 22. september klokken 15.30. Alle konkurrencer starter i Ringebæk Sø og foregår derudover på Stubbe Sø og i Vallensbæk Havn. Mellem Ringebæk Sø og Vallensbæk Havn skal roerne løbe med kajakkerne, hvilket giver masser af action og gør konkurrencerne spændende at følge for publikum.
Det er ikke kun medaljer, der er i spil til mesterskaberne. Danmarksmesterskaberne udgør også den endelige udtagelse til Verdensmesterskaberne i Shaoxing, Kina til oktober.
Og her har Vallensbæk Kano & Kajak Club flere roere, der er med i opløbet til udtagelse. Roernes kajakker har længe været undervejs i transporten til Kina, så nu bliver det spændende, om de endelige billetter til Verdensmesterskaberne kan indløses for de potentielle deltagere.