fbpx
50-års jubilæum endte med en synkende skude
2019-09-15_at_13-03-59__DSC7067x.jpg

Foto: Robert Hendel

Marinehjemmeværnets flotille 366 Københavns Vestegn fejrede ​50-års jubilæum i Brøndby Havn. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Der var lagt op til stor fest, da Marinehjemmeværnet inviterede til rundt jubilæum i havnen. Festen sluttede med en redningsaktion, da en kutter var ved at synke et andet sted i havnen

Flotille 366 Københavns Vestegn fejrede ​søndag den 15. september 50-års jubilæum i Brøndby Havn.

Her kunne de mange gæster komme om bord på flotillens fartøj, MHV 802 Carina, ligesom de kunne få et indblik i, hvad marinehjemmeværnet går og laver.

– Vi er en del af Brøndby Havn, og derfor synes vi, at det er vigtigt at vise, hvad vi kan, og hvilket udstyr vi har, fortæller Martin Rasmussen, der er kommando- og logistikdivisionsfører ved Marinehjemmeværnet i Brøndby.

Det kraftige blæsevejr kan have holdt nogle gæster væk, mener divisionsføreren.

– Det har kørt rigtigt fint, og vi sender en stor bøn til vejrguderne om at sende vinden uden om havnen. Det ustadige vejr har nok betydet, at et par af dem, vi havde håbet at se, er blevet hjemme, siger han.

Båd sank efter festen

Foruden et besøg på MHV 802 Carina havde Marinehjemmeværnet sat stande op, hvor gæsterne kunne blive endnu klogere på organisationens arbejde, mens marinehjemmeværnets orkester, ’Kvindelige Marineres Musikkorps’ underholdt med munter musik.

Da festen sluttede, blev det dog pludselig alvor. En lystsejler fra havnen kom løbende og fortalte, at en båd i havnen begyndte at tage vand ind.

Bo Vinsløv, der er fartøjsfører i flotillen, fik sammen med to kollegaer fra Marinehjemmeværnet fat i Carinas lænsepumpe og hoppede i en bil fra inderhavnen. Herfra kørte de hen til en fiskekutter, der lå meget skævt i vandet.

Måtte give op

Den synkende båd fik Bo Vinsløv og kollegaerne på arbejde med lænsepumpen, og Carinas orange gummibåd med to gaster stødte også til.

– Vi kunne holde den flydende et stykke tid, men der løb mere vand ind, end vi kunne pumpe ud, forklarer Bo Vinsløv.

Samtidigt begyndte det at blive for farligt, fordi kutteren sank i retning væk fra bådebroen. Det lykkedes dog ikke at redde den synkende skude.

– Trosserne holdt for hårdt, så det endte med, at vi måtte forlade båden, fortæller fartøjsføreren.

Han frygtede blandt andet, at trosserne ville springe. Derfor stoppede de indsatsen.

– Drengene gjorde et virkelig godt stykke arbejde, men vi kunne desværre ikke redde kutteren, siger Bo Vinsløv.

På grund af aktionen kom han og de andre noget senere hjem fra jubilæumsfejringen, end de havde forudset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top