fbpx
Hvorfor vinder parkeringspladser over bymiljø?
debat.jpg
DEBAT. Af Sigurd Victor Stubbergaard, Sognepræst i Brøndbyvester Kirke

Hvorfor er der så lidt god arkitektur på Vestegnen? Jeg har nu boet lidt over et år i Brøndbyvester, og én af de ting, jeg allerførst lagde mærke til, da jeg flyttede til området, var, at byrummet er utrolig lidt inspirerende. Hvorfor har man f.eks. så mange steder prioriteret parkeringspladser over et hyggeligt bymiljø? Lad mig drage nogle eksempler frem fra mit eget kvarter.
I Brøndbyvester har vi en del centrale pladser, som kunne – hvis man udnyttede dem bedre – danne rammerne om et hyggeligt bymiljø. Kirkebjerg Torv har antydninger af noget samlende med dets små specialforretninger, men alligevel bliver ’torvestemningen’ spoleret af, at området foran butikkerne dybest set er en parkeringsplads.
Ligeledes har vi en central plads over for tankstationen, der, hvor SuperBrugsen engang lå, og her har man også blot brugt pladsen som parkeringsområde. Det er ærgerligt, for området kunne skabe et hyggeligt, samlende miljø midt i Brøndbyvester, hvor der ikke ville være langt til Biblioteket samt de grønne arealer ved Glentemosen.
Den sidste plads, som man her kan trække frem, det er pladsen over for Hovsa Bodega og foran Brøndby­vester Kirke. Her befinder vi os i den gamle landsbykerne, og stemningen er da også idyllisk med den gamle middelalderkirke og de stråtækte huse, men alligevel er den plads, som kunne fuldende ’gadekærsstemningen’, brugt som parkeringsplads. Igen: Her rummer pladsen et potentiale, som desværre ikke udnyttes. Og hvorfor har man konsekvent valgt at prioritere funktionaliteten over æstetikken?
Måske burde man overveje – et sted på kommunen – om det mon vil give mening at omlægge nogle af parkeringspladserne, så de i stedet danner et hyggeligt og samlende bymiljø til gavn for borgerne i Brøndbyvester? Det vil, med et relativt lille indgreb, gøre byen til et meget bedre sted at bo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top