fbpx
Historier fra arkivet
nordvangsloft.jpg
Foto: Freddie Rose
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

Da loftet på Nordvangskolen faldt ned
En efterårsdag i 1989 styrtede et nyrenoveret loft på Nordvangskolen pludselig sammen. Freddie Rose var på skolen, da sammenstyrtningen skete, og nåede at tage nogle billeder, inden håndværkerne fik ryddet den pinlige affære op. Læs her, hvordan han oplevede dagen
GLOSTRUP.
Freddie Rose fortæller:
Pludselig løsnede et ventilationsdæksel i loftet sig og faldt til gulvet. Den ene lærer, Vagn Jensen, samlede det op og aftalte med sin kollega, Rut Ovesen, at han ville gå ned og aflevere det til skolebetjenten, mens Jette fortsatte prøven. I klasselokalet var der absolut ro, så alle kunne koncentrere sig bedst muligt.
Ved et tilfælde lod han døren stå halvt åben, da han forlod klassen.
Umiddelbart efter ytrede en elev: ”Loftet bevæger sig…” Rut afbrød hans vås med et hurtigt: ”Ti stille!”, men skævede alligevel uvilkårligt mod loftet og så til sin forfærdelse, at eleven havde ret.
Der blev råbt højt, og så godt som alle elever gled hurtigt ned fra stolene og under bordene eller ned på gulvet, mens loftet styrtede ned. Ved et lykketræf var bordene anbragt i en firkantet kreds, således at ingen befandt sig i midten af lokalet, hvor flere tons tømmer bragede i gulvet.
Loftet blev langs væggene lykkeligvis bremset af kortophænget ved katederet, af den halvåbne dør ved dørrækken, en reol langs bagvæggen og sidevæggen og ved vinduesvæggen sad eleverne helt ude under skråvæggen. Det nedstyrtede loft dannede nærmest tragt i lokalet og var et sammensurium af bjælker loftsplader og isolering. Hvor loftet havde givet efter, så man, hvorledes loftet var sømmet op med spidse glatte søm, der slet ikke kunne holde den vægt loftet havde.
En enkelt elev nåede ikke at flytte sig helt og han måtte på skadestuen for at checket sin ene arm.
Kun fordi døren stod på klem, havde de alle mulighed for at kravle på alle fire og komme ud af lokalet. Var det ikke tilfældet, skulle de have været undsat af brandvæsenet og være reddet ned ad taget.
Ved et tilfælde havde jeg mit kamera med, og i spisepausen fotograferede jeg i klassen.
Skolens inspektør og tilkaldte personale fra teknisk forvaltning, der kontaktede Kornerup, der lynhurtigt sendt et disponibelt mandskab for at rydde op og skjule fadæsen. Cirka klokken 13 var alle spor af det famøse loft fjernet, og Folkebladets daværende fotograf var afskåret fra at kunne dokumentere ulykken i billeder. Det får I nu chancen for.
Konklusionen er, at det kun var et lykketræf, at ulykken ikke medførte død eller alvorlige skader på eleverne.
Og et par uger senere skiftede Kornerup loftet i alle de loftslokaler, der var blevet renoveret af deres håndværkersjak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top