Der var ikke den store tvivl om resultatet, da fodboldkvinderne fra Brøndby aflagde lokalrivalerne fra BSF et besøg i femte runde af Gjensidige Kvindeliga.
Her blev værterne kørt over med 1-6 af de danske mestre. Efter fem minutter indledte Brøndbys Emilie Henriksen målfesten på oplæg af Mille Gejl Jensen.
Minuttet efter fordoblede Nicoline Sørensen føringen, og den stilling holdt frem til pausen.
Ni minutter efter pausen gjorde Nanna Christiansen det til 3-0 for Brøndby. Et kvarter senere hed føringen 6-0 til Brøndby på scoringer af Kamilla Lilhammer Karlsen, anfører Louise Winter og Nicoline Sørensen.
BSF fik pyntet på resultatet tre minutter før tid ved Cecilie Larsen.
Sejren betyder, at Brøndby ligger nummer tre, et point efter Farum Boldklub / FC Nordsjælland på andenpladsen – og to point efter førerholdet fra Fortuna Hjørring.
Den kommende uge er der pause i Gjensidige Kvindeliga, da det er landsholdsuge.