Skattejagt på skolerne
nordvang.jpg
GLOSTRUP. Glostrup Kommune har flere gratis aktiviteter uden tilmelding i løbet af sommerferien, hvis kedsomheden presser sig på

Hvis børnene i Glostrup begynder at kede sig i løbet af sommeren, er der hjælp at hente i sommeraktiviteterne for børn i Glostrup Kommune. Her er et bredt udbud af aktiviteter, der gennemføres igennem hele sommerferien – og nogle af aktiviteterne er for hele familien.
En af dem er ferieviking, der er en slags skattejagt, hvor man skal rundt på de forskellige afdelinger i Glostrup Skole og finde nogle poster med kodeord. Når man har løst opgaverne, skal svaret afleveres på Glostrup Bibliotek, hvor der bliver trukket lod blandt de rigtige besvarelser. Vinderne på hver skoleafdeling får en biograftur med sodavand og popcorn til hele familien i Glostrup Bio, og vinderen i hele kommunen får en tur i Tivoli med familien.
Ferieviking er et samarbejde mellem Glostrup Bibliotek, Glostrup Kommunes Kulturafdeling og kommunens kriminalpræventive koordinator, Lars Jonasson, der fortæller, at idéen med en skattejagt sidste år blev afprøvet med succes i Ishøj.
– Det tætte samarbejde mellem kommunerne på Vestegnen gør, at vi ofte udveksler idéer og erfaringer, og da jeg hørte om denne tænkte jeg, at den ville være rigtig god at tilbyde i Glostrup Kommune – især da den sigter på, at familierne skal lave noget sammen i lokalområdet, siger Lars Jonasson, der også er kendt af mange som SSP-Jonas, med et afsluttende ønske om en god sommer til alle.
Der kan findes en oversigt over gratis aktiviteter uden tilmelding på www.sommeriglostrup.dk/gratis-aktiviteter-uden-tilmelding

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top