Nu bliver det besværligt: Her kan du ikke køre i juli
Omkørsel-Søndre-Ringvej-Hovedvejen-øst.jpg
I forbindelse med gravearbejdet vil trafikken mellem Søndre Ringvej og Hovedvejen Øst være omlagt som vist på dette kort. Som det ses, anvises to alternative omkørselsruter. Den ene er via Østbrovej, den anden er via Nørre Allé. Omkørslen via Østbrovej er kortest, uden bump og undgår selve Ringvejskrydset, den vil nok være at foretrække. Omkørslen via Nørre Allé skiltes primært for dem, der måtte overse den første omkørselsrute på vej op af Søndre Ringvej. Foto: /Grafik: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Fra 1. juli til 9. august bliver det mere besværligt at komme fra det centrale Glostrup til Søndre Ringvej og omvendt. Dele af Ringvejskrydset bliver spærret

Fra mandag den 1. juli til fredag d. 9. august afspærres den sydøstlige del af det store Ringsvejskryds på grund af Glostrup Forsynings arbejder med omlægning af kloakkerne gennem krydset.
Arbejdet medfører, at billister i perioden ikke kan svinge til højre fra Søndre Ringvej til Hovedvejen og ej heller til venstre fra Hovedvejen til Søndre Ringvej.
Ligeudkørende trafik er muligt, dog reduceret til et spor i hver retning. Dette gælder for Hovedvejen samt Søndre Ringvej nordgående. Øvrige svingbevægelser i krydset opretholdes. Med stor fordel kan der dog vælges alternative ruter gennem Glostrup, oplyser Glostrup Kommune.

Bløde trafikanter
For cyklister og fodgængere vil der også være ændringer. Cyklister og fodgængere fra vest skal gennem krydsets fodgængerfelter tre gange.
Altså over Hovedvejen, dernæst over Ring 3 og til sidst over Hovedvejen igen. Fortovet på Søndre Ringvej opretholdes, men det gør cykelstien ikke.
Derfor skal man stige af cyklen på Søndre Ringvej og trække på fortovet og derefter fortsætte over Hovedvejen gennem fodgængerfeltet.
Kommunen håber på lidt overbærenhed fra cyklisterne, da der ikke er plads til at lave en sluse for dem. På et senere tidspunkt vil cyklisterne muligvis kunne sluses gennem arbejdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top