fbpx
Next fortsætter uddannelsesamarbejde
Next.jpg
Bjørn Pløger og Megan Stern Fussing har samarbejdet om dette, der kan blive øverste del af et sommerhus. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Eleverne på mureruddannelsen i Glostrup har samarbejdet med arkitektstudernede om at lave en prototype på et sommerhus

På Fabriksparken i Glostrup ligger erhvervsuddannelsen Next, hvor man blandt andet kan uddanne sig til murer. Det seneste år har skolen også været værtsskole for Videnscenter for Håndværk, Design og Arkitektur.

Centrets formål er blandt andet at bygge bro mellem erhvervsuddannelserne og arkitektuddannelserne, så elever på begge uddannelser kommer til at samarbejde – ligesom de gør, når de er færdiguddannet.

Det første projekt var et samarbejde mellem arkitektstudernede og struktørelever, hvor de byggede et shelter, der skal stå på Møn, som vi tidligere har beskrevet her i Folkebladet. Det andet samarbejde er netop afsluttet. Det var et samarbejde mellem murerelever og en arkiektstuderende om at lave en model for et sommerhus. Det var noget begge parter fik noget ud af.

– Jeg er meget interesseret i murværk, så jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at være en del af projektet, siger Bjørn Pløger, mens han viser rundt i det byggeri, som han har tegnet og murereleverne har bygget.

Byggeriet er en del af et sommerhus, der viser grundideerne i konceptet.

– Inspirationen er blandt andet kommet fra kirkebyggerier med de runde buer, siger han.

Den færdige byggeri i fabrikshallen i Glostrup er kun et par meter højt. Det skal være cirka to meter højere med længere søjler i hvert hjørne. For at spare tid og byggematerialer har eleverne dog valgt ikke at bygge søjlerne i fuld højde. Derudover er der kun bygget et enkelt fag, ideen er, at der skal bygges tre fag med i alt otte søjler.

Stærkt samarbejde
Bjørn Pløger har arbejdet sammen med murerelever i løbet af de tre uger, projektet har varet. Det har været et godt samarbejde.

– Vi er kommet med forskellige udgangspunkter. Jeg er kommet med nogle ideer, og så har de sagt, hvorfor ikke bare gøre det sådan og sådan. De er også kommet med nogle forslag, hvor jeg har forslået en anden løsning. Så sammen har vi fundet nogle gode løsninger, siger han.

For eksempel ville murereleverne gerne have lagt murstenen i buen forskudt. Sådan har de lært på uddannelsen, at de skal gøre for at få et resultat med den bedste bæreevne. Men da buerne ikke skal bære noget, ville arkitekten hellere have stenen til at ligge lige, så det ser bedre ud.

En af de murerelever, der har været med i projektet, Megan Stern Fussing, har også været glad for samarbejdet.

– Jeg er på første del af min uddannelse og jeg har lært rigtig meget af det her samarbejde. Det har været nytænkende og anderledes måde at arbejde på. Bjørn har været åben omkring vores input og det har været et rigtig godt samarbejde, siger hun.

Uddannelsesleder på murerafdelingen på Next, Jan Laursen, har også kunnet se nogle fordele for eleverne.

– De får en oplevelse med at have et reelt samarbejde med en arkitekt i stedet for bare at skulle bygge efter nogle tegninger. De får en forståelse for de andre faggrupper, der også er involveret i et byggeri. De samarbejder også på tværs af forskellige årgange på uddannelsen. De får brugt nogle teknikker, som de ikke nødvendigvis ville lære, siger han.

FAKTA
Videnscenter for Håndværk, Design og Arkitektur

Videncenteret er et af ni nationale videncentre, der alle skal udvikle og formidle viden om et specifikt erhvervsuddannelsesområde.
Formålet med centeret er at:
Synligøre bredde og dybde i udvalgte (klassiske) håndværksfag over for omverdenen – og dermed øge fagenes og erhvervsuddannelsernes prestige i omverdenen
Udvikle og afprøve nye former for tværfaglige forløb og tværfagligt samarbejde mellem erhvervsskoler og virksomheder
Udvikle og formidle nye digitale undervisningsforløb og digitale læringsformer inden for videncenterets fag og uddannelser
Dele erfaringer og formidle viden til øvrige erhvervsskoler og omverden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top