Kasper skal tale for forskning og uddannelse
Kasper.jpg
Kasper Sand Kjær bliver uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kasper Sand Kjær er blevet ordfører for forskning og uddannelse, formand for beskæftigelsesudvalget og medlem af yderligere otte udvalg

Ved valget til Folketinget den 5. juni i år blev 30-årige Kasper Sand Kjær valgt for Socialdemokratiet i Ballerup og Glostrup til Folketinget. Socialdemokratiet har nu fordelt ordførerskaber og poster.

Kasper Sand Kjær er af den socialdemokratiske folketingsgruppe blevet valgt som ordfører for uddannelse og forskning.

– Det er lidt en drøm for mig at få lov at arbejde med vores uddannelsessystem. Alt for mange unge gennemfører ikke en uddannelse i dag og for mange af de unge falder fra deres uddannelser, fordi de mistrives, føler sig præstationspresset eller ikke får den nødvendige vejledning, siger Kasper Sand Kjær.

Selvom Folketinget arbejder med den nationale politik, kan Kasper Sand Kjær se masser af snitflader til de lokale forhold i Ballerup og Glostrup, som han repræsenterer i Folketinget:

– At få alle unge i gang med og til at gennemføre en uddannelse er bestemt også en udfordring i Ballerup og Glostrup, og her glæder jeg mig til at udveksle ideer og erfaringer med de lokale uddannelsesinstitutioner og kommunalpolitikere om hvordan vi tackler den udfordring – både her og i resten af Danmark, siger han.

Beskæftigelsesformand
Derudover er han blevet formand for beskæftigelsesudvalget. Området kender Kasper Sand Kjær fra sin tid som ungdomskonsulent i LO. Det bliver et af de områder, hvor den nye socialdemokratiske regering skal kæmpe for at få sin politik igennem. Blandt andet har Mette Frederiksen slået fast, at regeringen vil arbejde for at indføre en ret til tidligere folkepension for dem med de hårde jobs og mange år på arbejdsmarkedet.

– I Ballerup og Glostrup er der rigtig mange af dem, som det her handler om. Dem der er kommet ud på arbejdsmarkedet tidligt, og knokler i hårde jobs. De fortjener retten til at kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, inden de bliver nedslidte og syge. Og det glæder jeg mig til sammen med regeringen, at vi skal finde en vej til. Det handler grundlæggende om retfærdighed, og var også i valgkampen en af mine egne personlige mærkesager, siger Kasper Sand Kjær.

FAKTA
Udvalgene

Kasper Sand Kjær skal sidde i følgende udvalg:
Beskæftigelsesudvalget (som formand)
Børne- og Undervisningsudvalget
Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse
Den Parlamentariske Forsamling for Middelhavsunionen
Kirkeudvalget
Kulturudvalget
Ligestillingsudvalget
Skatteudvalget
Uddannelses- og Forskningsudvalget (som ordfører)
Udenrigsudvalget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top