fbpx
Billedskole sagde farvel til vedholdende elever
billedskole.jpg
Sarah Sveberg var selv mest tilfreds med sine tegninger af hestene. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Billedskolen på Glostrup Skole har elever fra 3. til 9. klasse. Nogle få har været med stort set hele vejen, dem måtte billedskolen sige farvel til i år

Fra Efterårsferien til Påskeferien er der billedskole på Glostrup Skole på afdeling Vestervang. Billedskolen er meget populær – ofte er der venteliste for at få lov at være med, og mange elever bliver ved med at komme i skolen år efter år. I år var dog et helt særligt år, hvor billedskolen måtte sige farvel til tre elever, der – så vidt de husker – alle har været med i fem ud af de seks mulige år. En af de tre, der har været med i mange år er Sarah Svaneberg.

– Det har ændret sig meget. I starten handlede det meget om at lære at tegne. Nu har det udviklet sig til, at vi maler mere. Vi er også blevet mange flere elever, siger hun.

Hun har selvfølgelig været glad for at gå i billedskolen.

– Det er rigtig hyggeligt, man sidder i to timer om ugen og tegner og hygger, siger hun.

Selvom hun netop er gået ud af 9. klasse og de yngste i billedskolen går i 4. klasse, så har der været et godt sammenhold.

– Man kan lære noget af alle på billedskolen. Hvis nogen har svært ved noget, så kan man hjælpe hinanden. Der er måske en teknik, hvor man ikke havde tænkt over en måde at gøre tingene på, hvor en af de andre elever kan komme med et forslag, siger hun.

Hun var selv mest tilfreds med nogle heste, hun har malet.

– De blev gode og som jeg gerne ville have dem. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde med kul, det var jeg ellers ikke så glad for, siger hun.

Eksperimenterende år
Det forgangne år på billedskolen har i høj grad stået i eksperimenternes tegn.

– Vi har forsøgt at kaste forskellige materialer på bordet. Det har givet et hold, som gerne ville eksperimentere. Der er kommet salt ud over nogle malerier og der er kommet knapper på et lærred. Vi kastede dem også ud i nogle abstrakte malerier og de er kommet i gang at male mere figurativt. Vi har nogle unge drenge på holdet, der gerne ville lave tegneserier, det har været meget skægt, siger Mette Molina Sommer, der er en af to lærere på holdet.

Selvom der har været stor aldersspredning på holdet, har det været hyggeligt og fungeret godt socialt.

– Vi har haft en stor gruppe piger og en lille gruppe drenge. Socialt har det været et rigtig godt år, vi har haft nogle glade børn, der har fungeret godt sammen, siger Mette Molina Sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top