Banegårdsplads til cykler og graffiti?
debat.jpg
DEBAT. Af Lise-Lotte Kiær, Gyvelvej 6, 2600 Glostrup

Det er et noget gråt billede fra indvielse af den nyanlagte banegårdsplads som Folkeblade bragte d.18.juni. Godt der bliver plads til alle former af den ”bløde” transportform, det vil også blive fint med blomsterkummer og bænke efterhånden.
Men hvad med den grå mur og den fine gavl? Har kommune tænkt på hvor oplagt den inviterer de fantasiløse graffitimalere? (nogle er allerede begyndt) De utrolige flotte vægmalerier som borgerne kunne glæde sig over er nu vent om til S-togfolket. Har man planer om at gøre som i BRANDE og andre steder, at bruge muren og gavlen til at forskønne den grå farve til glæde for alle trafikanter?

Svar: Det bliver meget pænere
Af
Søren Enemark, Formand for Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget

Kære Lise-Lotte Kjær. Tak for dit læserbrev, og du har jo fuldstændig ret. Nu skriver Folkebladet jo ikke alt det, som jeg siger i sådan en åbningstale. Journalisten plukker det, som han mener, er det vigtigste i min tale.
Men det, jeg også sagde, var, at det her er første del af planlægningen af Banegårdspladsen, hvor vi afprøver nogle ting om mobilitet – altså hvordan kommer passagerne videre fra S-tog, bus og senere letbane til deres arbejdsplads, så vi på den måde kan være med til, at biltrafikken kan blive mindre. Det er så meningen, at de kan bruge en cykel, låne en el-cykel eller et el-løbehjul eller måske køre videre med en el-delebil.
Senere vil der ske en masse andre ting på pladsen med små opholdssteder med bænke og mulighed for at sidde og arbejde med f.eks. sin bærbare og iPad og også overdækkede cykelstativer. Det er også muligt, at der vil blive bygget boliger med serviceerhverv i stueetagen. Sådanne tiltag arbejdes der pt. en del videre med i planlægningen af Banegårdspladsen og Rådhusparken. Så pladsen er på ingen måde færdig endnu.
Den hvide væg er efterhånden blevet ”forskønnet” med en del graffiti. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget for et stykke tid siden besluttet, at Glostrupgobelinerne, der som du rigtigt skriver, er på den anden side ud mod S-toget, bliver lavet i kopi og sat op, så de vender ud mod pladsen.
Derudover vil der på det sidste stykke af den hvide væg blive sat en ”fotostat” op, som viser letbanens linjeføring gennem Glostrup Kommune.
Så du kan godt glæde dig til en meget pænere plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top