Skitser for Carl Bro grundens fremtid
sweco-1.jpg
Sådan så en første skitse til Carl Bro grunden ud. Foto: Grafik: Arkitema Architects
GLOSTRUP. En del af kontorbygningerne, hvor Sweco tidligere havde kontorer, skal rives ned og resten skal bygges om for at give plads til boliger. Der skal også være plads til et supermarked og en læge

Sweco, der tidligere hed Carl Bro, er flyttet fra bygningerne i Hvissinge. Det har givet et stort ledigt område, som ejerne og politikerne gerne vil bruge til noget andet, da der ikke er udsigt til, at en anden stor kontor-virksomhed vil flytte ind i stedet.
På kommunalbestyrelsens møde i november blev der godkendt et forslag fra ATP Ejendomme, der ejer den ene bygning på grunden. Forslaget er at rive dele af bygningerne ned. Bygningerne i beton med brunt tag er ejet af ATP Ejendomme og skal rives ned. Bygningerne med facade i mursten og rødt tag er ejet af Sweco og får lov at blive stående, men bliver omdannet til boliger. Det er kommunen, der ejer parkeringspladsen, der også kan sælges til en udvikler og blive bebygget.
Arkitema Architects har lavet nogle skitser til, hvordan det kan komme til at se ud. Det er dog ikke sikkert, at det ender på den måde.
– Bebyggelsen ligger som åbne karréstrukturer i det grønne landskab. Bygningerne trapper ned i højden, for at skabe bedst mulige lysforhold i gårdrummene og samtidige skabe mulighed for tagterrasser. Bebyggelsen ud mod den grønne kile øst for grunden, er placeret så den grønne skov trækkes helt ind mellem bygningerne. De åbne karréstrukturer, der varierer fra 2-4 etager, vinkler sig i forhold til hinanden og skaber nogle interessante byrum og vejforløb ind mellem boligerne. Internt på grunden løber en sti som skaber et forløb rundt i bebyggelsen samtidig med at den skaber en sammenhæng til nærområdet. Tilsammen skaber det et nyt grønt boligområde, hvor der er fokus på udeliv og fællesskaber i det grønne, lyder deres beskrivelse.

Supermarked på vej
Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet i november at arbejde videre med den skitse, som Arkitema Architects havde lagt frem. De vedtog også, at der højest må være 351 parkeringspladser i terræn i området. Antallet af parkeringspladser bliver fastsat efter antallet og typen af boliger. Hvis der er behov for flere parkeringspladser end 351, skal der være parkeringspladser på tag eller i kælder.
I alt er der plads til over 20.000 kvadratmeter bolig.
I et hjørne ned mod Fraligsvej er der gjort plads til et supermarked på 1.200 kvadratmeter, hvilket svarer til standarden for en ny Netto, Rema 1000 eller lignende.
– Vi Socialdemokrater er rigtig glade for, at vi nu er i gang med ikke kun at tale byudvikling i Bymidten. Vi ved, at der er rigtig mange borgere, der venter spændt på, hvad det er for nogle overvejelser, der er i Hvissinge. Vi ved også, at der er rigtig mange borgere, der ønsker sig en dagligvarebutik, sagde Lisa Ward (S), formand for Vækst- og Byudviklingsudvalget.
I bygningen, der omkranser Hvissinge Torv, er der også mulighed for, at for eksempel en læge eller terapeut kan bruge lokalerne i stueetagen. Dansk Folkeparti så gerne, at arealet i stueetagen blev forbeholdt den slags aktivitet, så der ikke var mulighed for boliger.
– I Dansk Folkeparti mener vi, der skal være mulighed for at imødekomme et stort ønske fra beboerne om et lille bydelscenter omkring Hvissinge Torv, derfor foreslår vi, at der ikke gives mulighed for boliger i stueetager i den del, der ligger rundt om Hvissinge Torv, sagde Flemming Ørhem (DF).
Resten af kommunalbestyrelsen var uenige.
– Vi besluttede i udvalget, at der skulle være mulighed for læge, terapeuter eller andet i stueetagen. Der skabes mulighed for det, men vi kan jo ikke tvinge folk derud, sagde Lisa Ward.
Efterfølgende har det vist sig, at der ikke har været enighed blandt de tre ejere af grundene om det oplæg, som ATP Ejendomme kom med. Derfor blev sagen behandlet igen på kommunalbestyrelsens møde i januar. Her var det foreslået fra administrationen, at ’det vil fremme den videre proces, hvis kommunen får udarbejdet skitseforslag for området med scenarier, der ligger inden for de rammer, som kommunen ønsker og finder realistiske’.
Det blev vedtaget at bruge 600.000 kroner på sådan en skitse. Det er vurderingen, at kommunen kan få fire til seks millioner for grunden, der skal bygges supermarked på.

3 kommentarer om “Skitser for Carl Bro grundens fremtid”

  1. Linda siger:

    Syntes det lyder fantastisk med enten Rema eller Netto
    Syntes måske også at man skal begynde at tænke på børnefamiliernes så der kunne komme noget i 1 plan med have til og som samtidig er til at betale for almindelig arbejdende mennesker måske som Lejerboliger syntes efterhånden der er nok ejerboliger i Hvissinge

  2. Kurt Mathiesen siger:

    Hvorfor taler i om Netto eller Rema1000, dem har vi nok af, men ikke Irma, for sådan en mangler vi i Glostrup Glostrup !

  3. Linda siger:

    Kurt Mathiesen
    Det give da ikke mening med en luxusbutik med alle de venlige med børn samt børnefamilie generalt oveni købet også uden bil derfor vil det da give mening med en discount butik
    Og vil give Linda ret boliger til børnefamiliervi 1 plan der er til at betale og selvfølgelig leje da der i forvejen i på skovflåten står ejerboliger man prøver at leje ud til en ubetalelig sum penge ca 15000 giver ikke mening for folk med små børn og alm indkomst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top