fbpx
Historier fra arkivet
historier-fra-arkivet.jpg
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

18. januar 1989
Vi er ved at revne
Iværksætterkurset i Vallensbæk har overskredet alle forventninger og er blevet en fantastisk succes
vallensbæk. – Da vi havde informationsmøde forrige mandag regnede vi med, at der ville dukke 20-25 interesserede op. Der kom over 80 og jeg måtte flytte mødet til Korsagergård for at få plads til alle. Efter mødet tilmeldte 60 sig til kurset og vi var tvungne til at arrangere to hold med lynets hast!
Konsulent Ib Ingerslev fra Vallensbæk Kommunes Beskæftigelsessekretariat bobler helt over i sydende begejstring. Et omhyggeligt planlagt kursus for kommunens borgere har fået tilslutning helt fra Roskilde i den ene ende, til Hvidovre i den anden.
– Selvfølgelig har vi prioriteret vores egne borgere først. Og da de ca. 40 vallensbækkere var indtegnet tog vi fat på alle de udenbys. Det har været et hulens skrapt, men dejligt arbejde at få alt til at passe sammen. Sådan en succes luner, siger Ib Ingerslev.
MYG

20. januar 1999
Kørte fra retten i egen bil
En 53-årig mand blev sidste fredag ved Retten i Brøndby for 20. gang dømt for at køre bil i frakendelsestiden. Efter retsmødet forlod manden stedet – i egen bil
BRØNDBY. Efter retsmødet – der fandt sted i Brøndby Ret – blev den 53-årige rutinemæssigt standset af en politipatrulje, da han i egen bil var på vej hjem.
– Den 53-årige oplyste, at han netop havde været i retten – så nu kan han imødese at få sin dom nummer 21 for at have kørt bil i frakendelsestiden, fortæller daglig leder af færdselsafdelingen hos Glostrup Politi, Dennis Diness.
Udover i 20 tilfælde at være dømt for at køre bil i frakendelsestiden er den 53-årige siden 1978 tre gange blevet dømt for spiritus/promillekørsel, og derudover har manden i ét tilfælde været involveret i en sag, hvor han i beruset tilstand påkørte og beskadigede en medtrafikant. Han er blevet frakendt kørekortet for bestandig og har i ét tilfælde fået konfiskeret en bil.
– Alligevel kører han fra retsmødet i sin egen bil. Den bil har vi nu beslaglagt med henblik på konfiskation, men det er et spørgsmål, som Retten i Brøndby skal afgøre, oplyser Dennis Diness, der erkender, at en sag som denne godt kan gøre det frustrerende at være politimand.
– Selvfølgelig føler man det frustrerende og groft, at en mand fortsat kører bil, efter at være blevet frakendt kortet for bestandigt.
Tob

14. januar 2009
For meget vand i Andedammen
Daginstitutionen Andedammen i Glostrup blev i november ramt af vandskade. Siden har børn og personale levet en rodløs tilværelse. Forældrene føler sig frustreret over situationen
glostrup. Selv frøer og ællinger kan få for meget vand. Frøerne kaldes vuggestuebørnene, og ællingerne kaldes børnehavebørnene i institutionen Andedammen i Glostrup. De cirka 40 børn og pædagogerne blev hjemløse, da institutionen i november fik en alvorlig vandskade i pavillonen på Rødkælkevej, hvor de normalt holder til. Siden har de haft en rodløs tilværelse, og der er stadig usikkerhed om de langsigtede perspektiver.
Som en nødløsning blev de inden jul flyttet til spejderhytten i Solvangsparken.
– Det var ikke så godt. Der manglede toiletfaciliteter, der manglede pusleplads og legeplads. Og om aftenen brugte spejderne hytten – naturligvis det er jo deres hus. Men det gav problemer med oprydning dagen efter, siger Maiken Rudlang, der er mor til Rasmus og en af de forældre, der er ved at være frustreret over situationen.

Det hele er midlertidigt
Børnene er efter nytår flyttet ind i institutionen Digevang, der ligger på Dommervangen overfor Østervangkirken.
– Det er udmærkede forhold, selvom der godt nok ikke er så meget plads. Men det er igen en midlertidig løsning, siger Maiken Rulang. Dertil kommer, at hele situationen omkring institutionen er usikker. Andedammen er nemlig i forvejen en midlertidig institution, der ifølge planen skal nedlægges ved udgangen af 2009.
– Situationen er meget frustrerende både for børn og forældre, men også personalet. Nogle af børnene bliver utrygge ved det her med at rykke rundt til nye lokaler helt tiden. Min egen søn er ikke så følsom, men mange af børnene græder, når de skal afleveres, mener Maiken Rudlang.
Hun efterlyser en klar besked fra kommunen om, hvad der skal ske.
– Vi mangler information om en ordentlig plan fra kommunen. Vi vil gerne have en tidsplan, der holder, siger Maiken Rulang.
Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top