Det er en god idé at spare på lyset og varmen. Det er det også på skoler, institutioner og fritidstilbud.
Derfor er Brøndby Kommunes kommunale ejendomme blevet undersøgt for at spare på lys og varme. Det betyder, at en del kommunale bygninger nu lyses op af LED lys og har fået installeret bevægelsessensorer og dagslysstyring, så der kun er lys, når der er behov for det.
Der er også kigget på varmen og installeret nye energivenlige systemer, der ydermere har fokus på at forbedre indeklimaet. Klimatjekket har også betydet, at de kommunale ejendomme er blevet udstyret med fjernaflæste forbrugsmålere, som gør det nemmere at sikre en energibesparelse.
Sparede penge
Horsedammen 42, der blandt andet huser hjemmepleje, PPR og svømmehal, har fungeret som et pilotprojekt for at se om varmesystemet kunne forbedres.
Her viser det sig, at de grønne tiltag giver en årlig besparelse på cirka 40.000 kroner i fjernvarme- og elbesparelser og på Rådhuset forventer man at spare 60.000 årligt på de nye tiltag.