Mere end 300 deltog i årets Foreningsfest i Vallensbæk fra en bred vifte af foreninger.
Der var blandt andet frivillige læsetanter, håndboldtrænere, spejderførere, Natteravne og frivillige fra Seniorhuset Korsagergård,
Henrik Rasmussen (K), borgmester takkede i velkomsttalen de frivillige for deres indsats, og deres ledsagere for at støtte op om denne indsats. Efter en præsentationsleg fik gæsterne sulten stillet ved Klubhuset og til tonerne af Janus Templeton Trio.
Undervejs overraskede Vallensbæk Amatør Teater med sange og en sketch, og efterfølgende blev de hyldet, blandt andet for at have vundet DM i Revy i kategorien bedste shorty.
Priser som tak
Efter middagen blev der af formanden for Børne- og Kulturudvalget Morten Schou Jørgensen (K) uddelt anerkendelsespriser til frivillige, der i 2016 havde gjort en særlig forskel.
Jonas Rath fra KFUM-Spejderne Strandboerne blev kåret som Årets Ildsjæl. En anden spejder, Anders Bork-Nielsen, løb med den ene titel som ungdomsleder 2016. Den anden gik til Mikael Høj Jensen fra Vallensbæk Kano og Kajak Klub. Prisen som Årets initiativ 2016 blev givet til Christian Stochholm Normand fra Vallensbæk Sportsdykkerklub for sin oprettelse af et snorkeldykkerhold for børn med udfordringer.
Aftenen blev sluttet af med underholdende undervisning i square dance.