Jeg får dårlige nerver, når jeg ser små skolebørn krydse den farlige Søndre Ringvej under S-togs broen ved Vallensbæk Station. Der er ingen fodgængerovergang, men blot et hul i autoværnet i midten af den 4 sporede vej. Der er en voldsom trafik, og der bliver kørt alt for stærkt. Socialdemokraterne har gentagne gange bedt om, at beplantningen fjernes i midterrabatten, så bilisterne har en chance for at se fodgængerne, men intet er sket.
I forbindelse med den nye letbane, som skal have station samme sted, kommer der en overgang/gangbro. Men indtil da bør Vallensbæk Kommune i det mindste sikre overgangen ved at skabe frit udsyn, opsætte skilte for krydsende færdsel og lave belysning på den usikre overgang.