Det vakte stor opsigt, da Seden Skole i Odense i efteråret 2009 indførte forbud mod at tale andet end dansk i frikvartererne – en beslutning der blandt andet medførte en politianmeldelse mod skolens inspektør for brud på ytringsfriheden.
Det afskrækker dog ikke Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti i Vallensbæk, som mener, at der skal indføres lignende regler på Vallensbæks tre skoler. Han har derfor fremsendt et forslag til kommunalbestyrelsens møde i marts om, ”at der på kommunens folkeskoler etableres et forbud mod at tale andre sprog end dansk i pauserne mellem timerne for derved at forebygge chikane fra tosprogede elevers side”, som det hedder i forslaget.
I sin begrundelse for forslaget skriver Kenneth Kristensen Berth blandt andet, at han mener, fællessproget på enhver dansk folkeskole bør være dansk, så alle elever og lærere kan forstå, hvad der bliver sagt, og at det er almindelig pli og dannelse, at man kommunikerer på det sprog, som alle mestrer.
Hvordan skal sådan et forbud håndhæves?
- Det skal i første omgang ske ved, at man irettesætter eleverne, hvis de anvender et andet sprog end dansk. I gentagelsestilfælde må man tage fat i forældrene, men jeg forventer ikke, at det bliver et problem. Det har det ikke været på Seden Skole, hvor også forældre til børn af anden etnisk baggrund har været tilfredse med det, fordi man kommunikerer på et sprog, alle forstår, siger Kenneth Kristensen Berth.
Han har endnu ikke hørt, at Vallensbæks skoler har problemer med børn, der taler andet end dansk.
- Men vi ved, at andelen af tosprogede elever stiger på især Vallensbæk Skole og Pilehaveskolen. Derfor kan vi lige så godt tage tyren ved hornene med det samme, inden det bliver et problem, siger han.
”Dem og os”
Dansk Folkeparti skal dog ikke regne med at kunne samle flertal for forslaget. Formand for børne- og kulturudvalget, Henrik Rasmussen fra Konservative, siger, at han kan garantere, at forslaget ikke får hans stemme.
- Selvfølgelig skal vores børn lære dansk og kunne de grammatiske ting, der hører til i det danske sprog, og vi skal sikre, at de får et højt fagligt niveau, men hvad, de taler i deres pauser, er op til dem selv, mener Henrik Rasmussen.
- I modsætning til forslagsstilleren (Kenneth Kristensen Berth, red.) har jeg rent faktisk børn på Vallensbæks skoler, og det er min klare opfattelse, at hvis de unge vil kommunikere med hinanden, så gør de det rent faktisk på dansk. Jeg mener det er at gøre et problem ud af noget, som ikke er et problem.
- Jeg synes, det er en kedelig og destruktiv måde at profilere sig på. Hvis man vil integration, er det bestemt ikke den vej, man skal gå. Hvis et barn lige er kommet til landet og kun kan sit modersmål, kan det jo ikke nytte at sige, at det barn kun må tale dansk. Dansk Folkeparti er med til at skabe et ”dem” og ”os” samfund, og det bryder jeg mig bestemt ikke om, fastslår Henrik Rasmussen.
Tob