Trafikken og vejret har slidt så meget på cirka 4 kilometer af rute 21/04, at Vejdirektoratet nu går i gang med at udskifte det øverste lag asfalt. Det drejer sig om Vallensbækgrenen og motorring 4 mod Ishøjsammenfletningen med Køgebugtmotorvejen.
- Vi udfører arbejdet i uge 26-29, og det foregår som aften- og natarbejde, siger ingeniør Torben Nielsen fra Vejdirektoratet i Næstved.
Om aftenen og natten bliver trafikken ledt ind i ét spor i den retning, hvor der arbejdes, og der vil være en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen på vejarbejdsstrækningen. I den anden retning er der ingen restriktioner.
I perioden vil enkelte ramper være lukket, og der vil være omkørsel.
- Det tilstræbes at gøre arbejdet hurtigt færdigt, så generne for trafikanterne mindskes mest muligt, siger Torben Nielsen.