Gitte Janne Hansen fra Vallensbæk og Patricia Aarup Zakrisen henvendte sig forleden til Vallensbæk Kommune for at høre, om den ville være med til at støtte en pengeindsamling til fordel for familien til 3-årige Dante, der torsdag den 4. februar døde, mens han opholdt sig i institutionen Sommerfuglen.
- Min søn på fem år gik i børnehave med Dante. De gik på samme stue, indtil min dreng på et tidspunkt røg over på en anden stue, og de havde et rigtig godt forhold. Jeg kender også Dantes mor og ved, hvor alvorligt det her har påvirket familien, og derfor vidste Patricia og jeg, at der ville være brug for alt den støtte, vi overhovedet kunne give – både økonomisk og på andre måder. Der er jo også andre familiemedlemmer, der skal tænkes på, siger Gitte Janne Hansen.
- Tanken var, at vi ville samle penge ind, så Dantes familie på et tidspunkt fx kan tage på ferie og samle kræfter og forsøge at få en hverdag til at fungere igen, siger Gitte Janne Hansen.
I første omgang er det aftalt, at kontoen skal køre frem til 1. april. Er der behov for det, kan den køre længere.
- Meningen er, at Patricia og jeg sammen med borgmesteren på et tidspunkt tager ned og overrækker en check med penge til familien. Vi oprettede kontoen i går (tirsdag den 9. februar, red.), og der er allerede kommet penge ind, siger Gitte Janne Hansen.
Ingen betænkeligheder
Borgmester Kurt Hockerup havde ingen betænkeligheder, da han fik henvendelsen om at støtte familien.
- Kommunen må ikke støtte enkeltpersoner, men jeg må gerne gøre det som privatperson, og da jeg fik henvendelsen og fik at vide, at banken bad om, at der stod to kontohavere opført på kontoen, havde jeg ingen problemer med at være den ene af de to. På den måde står jeg som garant for, at indsamlingen er i orden, og samtidig kan jeg bakke op om initiativet, siger Kurt Hockerup.
Der er ikke sat nogen betingelser for, hvordan pengene skal bruges.
- Penge kan ikke erstatte det, familien har mistet, men det er en kontant måde at vise sin medfølelse og sympati på, siger Kurt Hockerup.
Støtte på Facebook
Også på det virtuelle mødested, Facebook, bliver der tænkt på Dante. Gitte Janne Hansen og Patricia Aarup Zakrisen har oprettet mindegruppen ”R.I.P - Til minde for 3 årig Dante der omkom i sin børnehave i Vallensbæk”, der onsdag formiddag havde 1.906 medlemmer. Om den store opbakning siger Gitte Janne Hansen:
- Vallensbæk er en lille by, hvor man kender hinanden på kryds og tværs. Min datter går fx i parallelklasse med Dantes storebror, så på den måde er det her jo noget, der har påvirket rigtig mange mennesker.
Kontoen
Hvis man ønsker at yde økonomisk støtte til familien, kan det ske i Danske Banks Vallensbæk-afdeling på følgende konto:
Reg.nr.: 3177
Kontonr: 3177448702