Af Ole Dam
VALLENSBÆK: Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen var gæstetaler ved sæsonens første møde i Brøndbyernes Rotary Klub på Marinegården.
Indledningsvis offentliggjorde han sin beslutning om at udtræde af Folketinget pr. 1. september 2010, for at kunne løfte opgaven som borgmester i Vallensbæk.
Tvangsmad i Vallensbæk?
Folkebladet har tidligere berettet, at Vallensbæk har svært ved at få budgettet til at hænge sammen.
- Folketinget vedtager flere og flere love, som gør det vanskeligt for kommunerne selv at bestemme over deres egen økonomi. Det medfører selvfølgelig, at vi i kraft af diverse udligningsordninger virkelig skal tænke os omhyggeligt om, for at få budgettet til at hænge sammen, siger Henrik Rasmussen.
- Et eksempel er den nye madordning i børneinstitutionerne, hvor hver enkelt forældrebestyrelse i hver enkelt institution suverænt bestemmer, om forældrene skal betale 690 tvungne kr. pr. måned for kommunal mad eller det fortsat skal være en forældreopgave. Dette beløb dækker langtfra kommunens udgifter til indretning af køkkener og løn til personale.
Mit håb er, at der i Vallensbæk både vil være institutioner, der vælger ordningen og nogen der fravælger ordningen – så vil forældrene nemlig kunne foretage et bevidst valg ud fra bl. a. den parameter, når de skal vælge daginstution, slutter Henrik Rasmussen.
Investerer i fremtiden
- Vallensbæk er en vækstkommune. Jeg er derfor ikke betænkelig ved at udnytte regeringens lånepulje til at bygge en ny daginstitution til 20 millioner kr. Vi har en årlig befolkningstilvækst på omkring 6%, som retfærdiggør denne investering i fremtiden, siger Henrik Rasmussen.
- Staten har overtaget alt arbejdet med at indkræve restancer fra skatte og afgiftsskyldnere. Det går mildest talt ikke særligt godt, men den nye aftale om kommunernes økonomi giver faktisk staten nogle bedre redskaber i kampen for at få inddrevet flest muligt af de penge, som vi kommunerne rigtig gerne vil have i kommunekassen fortæller Henrik Rasmussen.
Fordomsfrie ører
- Der er nok af opgaver at tage fat på i Vallensbæk. Jeg er dog sikker på, at vi fortsat vil være en endog særdeles attraktiv kommune at bo i. Det skal nok lykkes at få vores budget til at hænge sammen
- Vi har i øjeblikket en ophedet debat om lokalplaner vedrørende forhaver, hække og plankeværker, som optager borgerne. Jeg synes, det er en meget vigtig diskussion, vi her har fået rejst: Hvordan vil vi gerne have at Vallensbæks villakvarterer ser ud? Ønsker vi hegn og flisebelægning eller ønsker vi at fastholde en mere grøn æstetik? Jeg lover, at de demokratiske spilleregler vil blive fulgt til punkt og prikke, siger Henrik Rasmussen.
- Jeg er glad for borgernes engagement. I Vallensbæk Kommune har vi en lang tradition for at lytte med åbne og fordomsfrie ører, slutter borgmester Henrik Rasmussen.
Rotary
Brøndbyernes Rotary Klub mødes hver tirsdag på Marinegården til et frokostmøde af præcis 1½ times varighed. En gæstetaler sætter fokus på aktuelle forhold i det danske samfund. Nye medlemmer er velkomne til at deltage i dette erfaringsforum for engagerede samfundsborgere.