ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportFolketBlogsBilleder
Rift om job på nyt plejecenter
Vallensbæk 29-07-2009 12:44
Vallensbæk Kommune har fået besat næsten alle stillinger på et helt nyt plejecenter
De første beboere på plejecentret Højstruphave i Vallensbæk rykker ind i dag.

VALLENSBÆK: Hvis nogen i Vallensbæk på forhånd havde frygtet, at det ville være svært at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere til det nye plejecenter, Højstruphave, så er frygten blevet gjort til skamme. Der har været masser af gode ansøgere, og næsten alle stillinger er nu besat.
- Vi mangler at få ansat en leder og en sygeplejerske mere, men ellers er alt andet besat, og vi har rigeligt med personale til at starte centeret op den 22. juli, hvor de første nye beboere flytter ind, fortæller afdelingsleder for fritvalgsområdet i Vallensbæk Kommunes hjemmepleje, Charlotte Thygesen.

Demente kommer først
De første indflyttere er en gruppe demente borgere, der i øjeblikket bor i en skærmet enhed i Vallensbæks hjemmepleje.  Her flytter det nuværende personale med og får plejecentret som fremtidig arbejdsplads.
I alt har der været omkring 50 stillinger til besættelse på Højstruphave, men cirka halvdelen var på forhånd øremærket til nuværende medarbejdere, der flytter med beboere ind på det nye center.
- De resterende cirka 25 stillinger besættes med folk udefra. Vi mener, det er en rigtig god kombination at starte et sted op med en blanding af nyt blod udefra og medarbejdere, der allerede kender organisationen på forhånd, fastslår Charlotte Thygesen.

Kun problemer kortvarigt
Hun siger, at Vallensbæk altid har været en attraktiv arbejdsplads, og at kommunen kun ganske kortvarigt har mærket rekrutteringsproblemerne indenfor sundhedsområdet. - Vi ved, at vore medarbejdere sætter pris på at arbejde i en overskuelig organisation, hvor nærhed og arbejdsglæde har gode vilkår. Vi har i det forløbne år sat fokus på rekruttering og fastholdelse og fornemmer også, at det har haft en positiv effekt på rekrutteringen til det nye plejecenter.
- Vi ser desuden en tendens til, at personalet i højere grad søger tilbage i de faste stillinger frem for at være i vikarbureauerne. Det kan muligvis hænge sammen med den aktuelle finanskrise. Det er en del af forklaringen, og så hjælper det os også, at mange synes, det er attraktivt at være med til at løbe noget helt nyt i gang, siger Charlotte Thygesen.

36 boliger
Højstruphave får i alt 36 nye boliger, hvoraf de 24 bliver til demente, seks er plejeboliger, og de sidste seks er midlertidige boliger, hvor borgere efter et sygdomsforløb kan bo, indtil de er klar til at vende hjem til egen bolig.
Som nævnt rykker gruppen af demente borgere ind på Højstruphave 22. juli, hvorefter næste hold borgere flytter ind fra 15. august og fremefter.


 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld