Det er vist ingen overdrivelse at konstatere, at fitnessbølgen ruller. Nu ruller den også ind over Vallensbæk Strand. Bogstaveligt talt. For her har fitnessinstruktør Janni Cederholdt de sidste par mandag aftener instrueret et hold interesserede i såkaldt Airfit. En fitnessform under åben himmel, hvor naturen og udendørsremedier sætter rammen for træningen. Det kan være sandet under skoene, en bænk eller en bro, som pludselig bliver et effektivt redskab i træningen.
- De fleste bruger rigtigt mange af dagens timer indendørs. Og så virker lys og luft bare afslappende. Det giver energi og inspiration, siger Janni Cederholt, der glæder sig over, at kommunen takkede ja til hendes forslag om at starte det udendørs fitnesshold op.
Siden mandag den 14. maj har hun stået for den ugentlige airfitness træning, indtil videre på Vallensbæk Strand.
-Vi har løbehold og rigtigt mange, der går. Og så har vi sommergymnastik. Her har vi ønsket at lave noget for dem, der virkelig gerne vil knokle og dyrke fysisk hård træning.
Ingen lugt af fitnesscenter
Og så er det selvfølgelig for dem, der sætter pris på, at dyrke fitness uden for, siger sundhedschef i Vallensbæk Kommune Annette Hein-Sørensen, der ser projektet som et led i kommunens forsøg på at udbyde tilbud, der matcher alle.
Selv om projekt Airfit kun har eksisteret i et par uger, har flere allerede vist interesse for at deltage. Blandt dem er Gert Hyldgaard, som har været med begge gange og bestemt har planer om at fortsætte.
- Normalt løber jeg, men det bliver man ikke specielt smidig af. Derfor er Airfit for mig et godt supplement, siger han og fortsætter:
- Og så er jeg sådan en naturfreak. Jeg kan simpelthen ikke holde ud af gå inde i et fitnesscenter og lugte til andres sved. Guds egen natur er da langt smukkere.
Ingen undskyldning
Især fordi rammerne for air-fitness er helt perfekte i Vallensbæk, mener Janni Cederholt.
- Der er jo så mange grønne områder. Mose, eng og strand. Det at gå i fitnesscenter bliver ofte meget ensidigt. Når du kan bruge terrænet, og lader naturen sætte rammerne, giver det ofte en langt mere varieret træning.
For eksempel kan hun finde på at lade store sten, sandstrand, bænke og broer indgå i træningen.
- Måske hopper vi op og ned af dem. Måske bruger vi dem til armbøjninger eller bakketræning. Og så er det jo noget helt helt andet at løbe i sand end på stier og asfalt.
Og selv om mødestedet måske er det samme fra gang til gang, er træningen det bestemt ikke, lover Janni Cederholt.
- Det er ikke sådan, at man kan forvente at blive stillet overfor præcis samme udfordringer næste mandag, siger hun.
Det kan måske lokke de, som finder fitnesscentre kedelige i træningstøjet. I hvert fald mener Gert Hyldgaard, at de naturlige omgivelser har væsentlig indflydelse på motivationen.
- For mig er det langt lettere at tage mig sammen, end hvis det var et indelukket fitnesscenter. Der er simpelthen ikke nogen undskyldning for ikke at komme ned og prøve det. Det er en virkelig god oplevelse, og så er det gratis. Det er utroligt flot, synes jeg.