ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
DF muliggør rocker og naziplankeværker ifølge S
Vallensbæk 28-07-2010 09:05
Nazisme og rockerborge bliver nu en del af den ophedede debat om temalokalplanen, der lige nu er i forlænget høring i ellers rolige Vallensbæk.
Jonni Hansens plankeværk. Billedet er tilsendt Folkebladet af Søren Wiborg.

I august 1999 udtalte Jonni Hansen, der er bedre kendt som Nazi-Jonni, i et program på TV2 om højrefløjs-ekstremisme i Europa at ”Ingen jøder er blevet gasset i koncentrationslejrene. I kan skyde skylden på amerikanerne og briterne, der lod dem sulte.

Jonni Hansen bor i dag i Hundige bag et efterhånden famøst plankeværk.

Ifølge Søren Wiborg er det netop den slags plankeværker, som også landets rockerborge benytter sig af, at Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth advokerer for, når han op til flere gange i medierne, herunder Folkebladet, sætter sig imod Vallensbæks temalokalplan.

- Det er min opfattelse, at andre kommuner er lidt misundelige på den nye temalokalplan. Kør en tur forbi Nazi-Johnni på Hundige Strandvej. Et to meter højt plankeværk med pigtråd på toppen. Det er den slags plankeværker, Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti, gør sig til talsmand for også kan blive en mulighed i Vallensbæk, siger Søren Wiborg.

 

Berth isoleret?

- Det er nok også derfor, Kenneth er helt isoleret i kommunalbestyrelsen i det spørgsmål. Kenneth har lagt temaet ”Vallensbæks sjæl” langt væk og hylder nu total anarki og maksimal frihed for den enkelte grundejer.

Socialdemokraterne ser meget nødig, at det bliver en udvikling, der kommer til Vallensbæk, uanset om det er mure til beskyttelse af rockerborge eller plankeværk til beskyttelse af nazi-boliger, siger Søren Wiborg

- Jeg tror ikke borgerne ønsker den udvikling i Vallensbæk. 
 

Bjørnetjeneste

Ikke overraskende er Kenneth Kristensen Berth uenig i Wiborgs udlægning.

- Søren Wiborgs udfald taler for sig selv. Jeg tror, han gør sig selv en bjørnetjeneste ved at hævde, at alle kritikerne af lokalplanen kæmper for at få nazister til kommunen. Det er et groft angreb på fredelige Vallensbæk-borgere, der bare ønsker at have deres forhaver i fred og beholde deres plankeværk. Det er ikke mere end et par år siden, at Hvidovre kommune måtte skrotte en langt mindre vidtgående tema-lokalplan, hvor man alene ville forbyde plankeværk på over 1,20 meter på grund af modstand blandt borgerne.

Jeg kan kun se det her som et tegn på, at sommervarmen er steget Søren Wiborg til hovedet, siger Kenneth Kristensen Berth.

 - Det bekymrer mig i øvrigt, at Søren Wiborg tilsyneladende er så forhippet på at gennemføre en lokalplan hen over hovedet på borgerne, at han på forhånd har besluttet at lade hånt om høringssvarene. Så giver det jo ikke megen mening at sende noget i høring hos borgerne. At dømme efter de henvendelser, jeg har modtaget, og de indlæg der har været i lokalpressen, er der stor bekymring for den nye lokalplan, og det synes jeg, kommunalbestyrelsen og Socialdemokratiet skal tage alvorligt i stedet for at begynde at tale om nazister og rockerborge.

 

 

 

 

 

 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld