Det vrimler med folk i det nye plejecenter torsdag eftermiddag, hvor der er åbent hus. Lokalpolitikere og borgere inspicerer de nye faciliteter. Plejecenteret er indrettet med et dagcenter og 36 boliger indrettet efter de nyeste standarder for plejeboliger.
Borgmester Kurt Hockerup fremviser en lejlighed og påpeger blandt andet, at liften, der skal løfte en eventuelt plejekrævende beboer fra senge ud på det store badeværelset er af bedste kvalitet.
- Det kan gøres på en mere eller mindre værdig måde. Vi synes, at det vigtigt, at borgeren ikke skal hænge og dingle som en høne på vej til slagtning, siger Kurt Hockerup.
Plejecenteret har i stueplan seks midlertidige boliger, der skal til folk, der for eksempel skal genoptrænes efter et hospitalsophold. På samme etage er der seks boliger til plejekrævende borgere. På første og anden sal er der 24 boliger, der kan bruges til demente.
- Behovet for boliger til demente er jo i stigning generelt, også i Vallensbæk.
En plads i det nye plejecenter koster 50.000 kr. om måneden. Vallensbæk kommune regner med at kunne fylde det op med egne borgere.
- Men hvis vi ikke kan det, så kan vi sælge pladserne til andre kommuner, der mangler plads, siger Kurt Hockerup.
Meget hvidt
Elva Madsen har en ældrebolig på Rønnebækhus. Hun er kommet for at besigtige det nye byggeri sammen med en del andre fra samme sted. Hun er imponeret det nye byggeri, men synes samtidig, det er lidt for nyt og vil ikke bytte.
- Det er meget flot, men det er så overvældende hvidt. Jeg vil ikke bytte. Jeg er glad for at være, hvor jeg er. Men det kan jo være ad åre. Det her er jo for mere plejekrævende, siger Eva Madsen.
Jonna sidder i kørestol. Hun bor også i Rønnebækhus. Hun er mere fristet.
- Jeg kunne måse godt tænke mig at flytte, siger Jonna.
Det kan hendes besøgsven Lonnie Jørgensen godt forstå.
- Det virker rart. Det er lyst. Og personalet virker meget venlige, siger Lonnie Jørgensen.