ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Vestegnen tabte mod mestrene
Sport 11-01-2012 09:48
Lørdag eftermiddag tog Vestegnen Bordtennis i Stiga Divisionen i bordtennis hjemme imod de forsvarende danske mestre fra Roskilde.
Vestegnen var på forhånd ramt af skader, så Roskildes favoritværdighed var endnu større end sædvanligt. Roskilde har fortsat de to tidligere danske europamestre Allan Bentsen og Finn Tugwell, og inden denne sæson forstærkede de sig med Gao Fan, som i sidste sæson var Vestegnens mest vindende.
I den første kamp kom Vestegnens Liang Yonghui godt fra start mod Finn Tugwell og vandt første sæt med 11-7, men derefter stod der Tugwell på resten af kampen, og Roskilde-spillerne vandt 3-1.
På bordet ved siden af pressede Vestegnens Adam Andersson Gao Fan ud i 5 sæt, men i det afgørende sæt var der ingen tvivl om sejren, da Gao Fan vandt 11-0.
De to næste singler gik også til Roskilde, da Allan Bentsen vandt 3-0 over Henrik Sterner, og Claus Skov Nielsen vandt 3-0 over Peter Sterner.
Efter pausen spillede Vestegnens Henrik Sterner fremragende mod Finn Tugwell, men kampen blev ikke spillet til ende, da Liang Yonghui samtidig tabte 0-3 til Allan Bentsen, så Roskilde sikrede sig den samlede sejr med 5-0.
Efter kampen var Vestegnens coach Allan Hansen fattet trods nederlaget.
- Vi havde Henrik Sterner og Peter Sterner, som normalt spiller på vores hold i 1. division, med for første gang i denne sæson, og deres indsats var godkendt – især Henrik gjorde det rigtig godt mod Finn Tugwell. Det er et noget højere niveau, end de er vant til. Liang var ikke helt på toppen i dag og var ikke rigtig tæt på i sine kampe. Men Roskilde er et bedre hold, så vi kan ikke tillade os at bruge lang tid på at være skuffede. Nu ser vi frem mod de næste kampe, og vi har stadig brug for flere point for at være sikre på at undgå nedrykning, sagde Allan Hansen efter nederlaget.

Kommentarer til artiklen (0)
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld