Af Pelle Fischer-Nielsen
19 år, kun lige blevet en del af Superliga-truppen og Man of The Match i årets første hjemmekamp. Jens Stryger Larsen tog sig af hovedrollen på grønsværen, hvor han søndag aften afgjorde kampen, da FCM blev slået med 1-0 på Brøndby Stadion. Og hans mål krydrede en fodboldaften, hvor de unge Brøndby-spillere leverede en god indsats til stor tilfredshed for cheftræner Henrik Jensen.
- Holdet som helhed gør det fremragende i dag, hvor specielt midtbanen med Mikael og Mike i spidsen er dominerende. De øvrige unge spillere, og naturligvis Jens Stryger, gør endnu en gang en god figur. De udviser stor energi både i kamp og træning og har overskud trods mange kampe. Men som sagt, det er en fantastisk holdindsats i dag. Det var vigtigt for os at få vist vores potentiale på hjemmebanen, ikke mindst for vores fans, sagde træneren efter kampen.
Den hårdtarbejdende midtbanedynamo Mike Jensen var godt tilfreds med den balance, som der er på holdet.
- Der er generelt en god balance på holdet, hvor både unge og gamle byder ind med det, de har. Det skal vi bygge videre på - og det gør vi, lød det fra midtbanespilleren. Han havde også store roser til søndagens unge målscorer.
- Jeg bliver i den forbindelse nødt til at fremhæve Jens Stryger Larsen. Han er helt fantastisk i dag. Den arbejdsindsats han lægger for dagen. Jamen, hvor er det herligt at have sådan en mand på holdet.
Sejr i Montenegro
I torsdags vandt Brøndby 2-1 over FK Budocnost Podgorica fra Montenegro i kvalifikationen til Europa League. Et godt resultat efter en kamp, hvor modstanden var overraskende hård. Hjemmebaneholdet kæmpede bravt og lagde ofte et højt pres på Brøndby-holdet, der dog stod igennem presset. Kampen var længe meget jævnbyrdig, og man skulle helt frem til den 72. minut, før Mikael Nilsson gjorde det til 1-0 til Brøndby. Mike Jensen øgede føringen med fem minutter igen, da han flot sendte en fantastisk aflevering i nettet. I overtiden reducerede FK Budocnost Podgorica, men det kan ikke overskygge tilfredsheden hos Brøndby-træner Henrik Jensen.
- Det er klart, at 2-1 er et super resultat for os. Jeg havde gerne solgt kampen på forhånd for det slutresultat. Men det er selvfølgelig alligevel ærgeligt, at vi lukker et mål ind i overtiden, siger Henrik Jensen.
Brøndby spiller næste gang torsdag den 5. august, hvor FK Budocnost Podgorica besøger Brøndby Stadion i anden kamp af kvalifikationsrunden til Europa League. Søndag den 8. august skal Brøndby et smut til Farum, hvor de blå-gule skal forsøge at vinde over FC Nordsjælland.