BGA’s optakt til den kommende forårspremiere minder meget om tendensen fra efteråret, hvor der periodevis blev spillet god fodbold, men hvor udsvingene var for store.
I vinterens første træningskamp lagde BGA ud med at slå naboerne fra Avarta 3-1 på mål af Kasper Kalule, Rasmus Dalland og Ibrahim El-Kahlid. Især i de første 45 minutter styrede BGA begivenhederne og spillede godt og flydende angrebsspil.
Vintervejret spændte ben for kampene mod Næstved og Frederikssund, men opgøret mod Brøndbys 2. divisionshold kunne godt afvikles på BGA’s nye kunstgræsbane. I den kamp viste BGA sig stærkest og vandt 1-0 på et frisparksmål af den tidligere Brøndby-spiller Jonas Lorentzen.
Næste modstander var B1908, og igen var BGA flyvende i kampens indledning og bragte sig foran 2-0 på scoringer af Benjamin Mathiesen og Kasper Lisdorf. Amagerkanerne fik dog lagt et bedre pres på BGA i slutningen af kampen og fik scoret to gange til slutresultatet 2-2.
Seneste kamp i rækken af træningsopgør spillede BGA i lørdags, hvor holdet tabte 2-1 til B93. BGA leverede en indsats under middel, og især holdets offensiv stod svagt i billedet. Benjamin Mathiesen stod for BGA’s enlige scoring, men det rakte altså ikke.
Tilgang
Mens resultaterne altså har været en lidt blandet pose bolsjer, kan cheftræner Thomas Maale til gengæld glæde sig over tilgang fra to nye spillere. Det drejer sig dels om den offensive midtbanespiller Andreas Birkedal, der er kommet fra Greve, dels om højre back Jacob Andersen, der er kommet fra Roskilde. Sidstnævnte er kun 23 år, men har spillet masser af divisionskampe og er således en ganske rutineret herre sin unge alder til trods.
- Generelt ser det godt ud på de første 14-15 pladser, men vi er ikke så brede i truppen, som jeg godt kunne tænke mig, siger BGA’s cheftræner Thomas Maale.