Nu er det igen blevet tid til det årlige 6-dagesløb. Fra d. 2-7. februar køres det 50. Københavnske seksdagesløb, og traditionen tro køres der også i år mini-6-dagesløb samtidig med de professionelles seksdagesløb, hvor danske stjerner som Alex Rasmussen, Marc Hester og Michael Mørkøv deltager.
I år deltager Oliver Errebo fra Vallensbæk Strand som den ene del af par nr. 2 i mini-6-dagesløbet. Oliver er 12 år og har kørt cykelløb i 5 år. Han hører til den danske elite i hans årgang. I 2011 blev han således dansk mester i cykelcross og vandt sølv i de danske mountainbike mesterskaber. På banen vandt han sølv i pointløb samt bronze i sprint ved de danske mesterskaber.
Han har herudover fem sejre i løb over sæsonen 2011. Oliver er desuden en del af den nye talentsatsning i mountainbike hvor udvalgte ryttere kæmper for en plads på landsholdet til EM i Østrig senere på året.
Mini seksdagesløbet og alt andet information om 6-dagesløbet kan findes på hjemmesiden 6-dages.dk