Transfervinduet er lukket for denne gang, og Brøndby har sikret sig angriberen Simon Makienok Christoffersen de næste fire og et halvt år.
Dermed håber træner Auri Skarbalius og sportschef Ole Bjur at pointhøsten i foråret slår efterårets sparsomme udbytte.
- Simon er en ung, dygtig angriber, som har potentialet til at lave mange mål, hvis man forstår at udnytte hans kompetencer. Hans fysik og hovedspil taler for sig selv, men han er faktisk også - trods hans størrelse - en god og klog boldspiller, siger Auri Skarbalius til brondby.com.
Og netop Makienoks fysik er noget, som klubbens to landsholdsspillere – Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli – nok ser frem til at udnytte.
Med sine to meter bliver Makienok et yndet pejlemærke for de to fløjes indlæg.
- Han bringer nogle ting med på banen, som vi ikke har i forvejen. En råstyrke og et hovedspil, der giver os flere taktiske muligheder og mere tyngde i feltet. Så alt i alt er jeg en glad og tilfreds cheftræner, siger Auri Skarbalius.
Han kender den nye angriber særdeles godt. Simon Makienok har de seneste to sæsoner optrådt for HB Køge, hvor det er blevet til 27 kampe og seks mål.
Hovedpersonen selv ser også frem til at indtage grønsværen i den blå-gule trøje. Han erkender dog, at der skal arbejdes hårdere for tingene end i HB Køge.
- Ud fra hvad jeg kan vurdere efter to træninger, virker det til, at træningen er på et højt niveau. Vi har rigtig mange dygtige spillere i truppen, så det hele går lige lidt hurtigere, end jeg er vant til. Det er kun med til at forbedre én, og det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til Brøndby IF. Tidligere har jeg været vant til at have en smule mere tid, når jeg modtog bolden - herude skal man lige tænke det hurtigere, ellers mister du den, siger Simon Makienok til klubbens hjemmeside.
Forårets første superligakamp spilles den 4. marts på hjemmebane imod SønderjyskE.