Trods en sejr over ærkerivalerne fra Holte IF måtte volleypigerne tage til takke med en fjerde- og sidsteplads ved de Nordiske Klubmesterskaber.
Første kamp blev tabt til de norske arrangører Stod med 1-3 i sæt.
I anden kamp stod Holte-pigerne på den anden side af nettet. Denne kamp endte som de to klubbers to foregående kampe med en sejr. Ligesom tidligere kunne cifrene 17-25, 26-24. 25-14, 21-25 og 15-13 fortælle om en tæt kamp mellem de absolutte tophold i dansk kvindevolleyball.
Efter de to første dage var der lagt op til en søndag med spænding. Alle fire hold havde en sejr og et nederlag, så alle hold kunne ende på alle pladser fra 1-4.
Desværre blev det ikke Brøndby der trak sig sejrrigt ud af denne slutfase. Oslo Volley spillede en stort set fejlfri kamp, som resulterede i et nederlag til Brøndby på 20-25, 17-25, 14-25. Et resultat der betød, at Brøndby i kraft af en dårligere sætscore, måtte tage til takke med fjerdepladsen.