tbduncan14
Morten Duncan Rasmussen slipper ikke for to spilledages karantæne.
Brøndby havde ellers anket den udvisning, Duncan fik af dommer Michael Johansen for at råbe ”idiot” i opgøret mod Randers lørdag den 21. marts. Brøndby påpegede i anken, at udfaldet ikke var rettet mod kampens dommer, men derimod sagt til Randers-spilleren Tobias Grahn, som Morten Duncan Rasmussen sekunder forinden havde haft en kontrovers med.
Ifølge DBU’s hjemmeside mente Brøndby derfor, at Duncans udfald burde kategoriseres som ”ukvemsord” og ikke hånende, upassende eller fornærmende sprog, og at Duncan derfor enten slet ikke skulle tildeles karantænepoint, eller skulle have karantænepoint svarende til et gult kort.
Det har disciplinærudvalget dog afvist, selvom udvalget erkender, at dommeren kunne have skønnet anderledes.
- Disciplinærudvalgets opfattelse er, at der kunne havde været anvendt en anderledes situationsbestemt ledelse i den konkrete situation, men vi respekterer, jf. DBU’s Disciplinære bestemmelser, at dommeren har foretaget et skøn i situationen, der er i overensstemmelse med Fodboldlovens § 12, siger disciplinærudvalgets formand Johnny Rune.
Det betyder, at Brøndby må undvære Morten Duncan Rasmussen i sine to næste hjemmekampe mod Esbjerg søndag den 5. april og AaB Skærtorsdag den 9. april.