Af Thomas Kokholm
HÅNDBOLD: Festen for spillere og publikum er arrangeret.
AG Håndbold føler sig så sikre på en sejr mod Sønderjyske, at de allerede nu tør invitere til fest. Med to point mere i bagagen vil AG Håndbold være urørlige i kampen om en plads i næste sæsons Håndboldliga. Det til trods for, at der stadig mangler fire kampe.
AG Håndbolds nærmeste konkurrent vandt knebent 35-34 over Ribe/Esbjerg i weekenden. Selvom de vinder resten af kampene kan de stadig ikke nå op og true AGH.
Overraskelser til publikum
AG Håndbolds direktør Torben Schou Malmros lover det bliver en fest.
Vi vil fejre oprykningen sammen med publikum bagefter. Der vil være overraskelser til de mange trofaste tilskuere, der har fulgt os og bakket op lige siden starten i serie 1, siger Torben Schou Malmros.
- Hvis vi får to point på lørdag, så er vi et ligahold.
Det er helt fantastisk, at vi nu står her, hvor vi i 2005 sagde vi ville være. Nu sætter vi igen Vest København på håndbold-landkortet. Det er familien Nielsens fortjeneste, at det er blevet muligt, siger AGH direktøren.
Han refererer til direktør for Kasi Group Jesper Nielsen og dennes familie, der med sine rundhåndede sponsorater satte det ambitiøse i gang.
Linet op til det helt store
Sønderjyske kan nu ikke forventes at rulle rundt på ryggen uden kamp. De hører til lige under toppen af 1. division
Hvad nu med festen, hvis i taber?
- Det ville være en mindre katastrofe. Vi har linet op til det helt store. Vi går benhårdt efter de to point, og det regner jeg med lykkes, siger Torben Malmros.
Med en sejr på lørdag, så kan AG Håndbold for alvor begynde at planlægge næste sæson.
- Vi er langt i forhandlingerne med Brøndby Hallen om at spille hjemmekampene i Håndboldligaen der, siger Torben Schou Malmros.
Hvornår?
Der er kampstart i Glostrup Hallen kl. 13 på lørdag.