ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportFolketBlogsBilleder
Cricket blev hans skæbne
Sport 22-02-2010 18:59
Dansk crickets ildsjæl Jørgen Jønsson fylder 70 år 23. februar og ser tilbage på et langt liv med cricket
Den nu 70-årige Jørgen Jønsson har været aktiv i Dansk Cricket i 57 år.
Af Thomas Kokholm

70 ÅR: Det er ildsjæle, der driver idrætslivet frem. Jørgen Jønsson fra Brøndby er en af de brændende entusiaster, der er skyld i, at dansk cricket befinder sig på så højt et niveau, som den faktisk gør, landets størrelse taget i betragtning. Der er omkring 120 lande, hvor der spilles cricket, og Danmark har faktisk en placering blandt de tyve bedste. Ikke dårligt.
Jønsson har været en af hovedkræfterne, der har drevet dansk cricket frem i en menneskealder.
Med ukuelig entusiasme har han introduceret denne særegne sport til flere generationer af unge.
For mange danskere er cricket stadig noget eksotisk, som man mest forbinder med film, hvor scenen er sat i den engelske overklasse.

Rødderne blev grebet
Hvordan blev Jørgen Jønssons interesse vakt for denne sport?
Som alle raske drenge i 1950’erne spillede Sydhavn Valbydrengen Jørgen fodbold. Det foregik på det dejlige Baunehøj anlæg på Vesterbro.
- Dengang spillede Boldklubben Frem på anlægget, og da klubben flyttede ud på Valby Idrætspark, indtog en klub ved navn Schneekloth anlægget for at spille cricket. Schneekloth var dengang mere kendt for sit håndboldspil, men klubben begyndte så også at spille cricket om sommeren. I det store boligkompleks, som omringede boldbanerne på Baunehøj, opvoksede i 40’erne og 50erne en masse unge, som pludselig blev fanget af disse mærkelige hvidklædte, der rendte rundt og slog og kastede til en cricketbold. Jeg var en af beboerne og blev straks interesseret i dette lidt ”mærkelige” spil, fortæller Jørgen Jønsson.
- Det spil har så mange facetter, som man ikke har i fodbold, siger Jønsson, når han skal forklare, hvad der er så fascinerende ved cricket.

Svanholm fødes
Det var i begyndelsen af 50erne, og problemet var bare, at det kun var elever fra gymnasiet, der kunne være medlem, men allerede dengang gik Jønsson i gang med at organisere. Han gik derfor i gang med at organisere ”gård cricket” med de for hånden værende midler, tennisbolde og en flagstang som gærde. Lidt ligesom man i dag ser indiske børn spille cricket på gaderne.
- Det blev for meget for den daværende formand for Schneekloth CC Torben Jensen, da vores gårdhold slog klubbens hold stort. Torben foranledigede en ekstra generalforsamling med det ene for øje, at få klubben åbnet, så alle vi ”Rødder” kunne dyrke cricket i klubben. Det skete i 1956 og klubben blev døbt Svanholm Cricketklub, fortæller Jønsson, der blev klubbens første medlem og ungdomstræner.
Klubben fik omklædningsrum på Baunehøj i en gammel ”tyskerbarak”, som de delte med et par fodboldklubber og andre idrætsfolk.

Kjeld inviterede til Brøndby
I 1967 kom så den kedelige besked om, at Baunehøj anlægget ikke havde plads til cricketspillet længere. Det skulle vise sig at blive en kæmpe fordel for Svanholm.
Gode råd var dyre, men Torben Jensen og den nuværende formand for Svanholm Søren Nissen, tog straks kontakt med Brøndby Kommune, hvor man gennem håndbold kendte den nye unge borgmester Kjeld Rasmussen.
Han var meget interesseret i at hjælpe, og fandt en plads til Svanholm på Brøndby Øster Skole.

Bjerregaard imod
- En lille sjov historie i den forbindelse var, at ledere i Brøndbyernes Idrætsforening som Per Bjerrgaard (Den nuværende direktør for Brøndby IF, red.) var modstander af, at vi i Svanholm Cricketklub skulle integreres i Brøndbyernes Idrætsforening. Man var ikke indstillet på at få disse ”snobbede” 1. divisionsspillere fra København ud til Brøndby og overtage den sportslige top. Dengang lå BIF vist nok i Sjællandsserien, fortæller Jønsson.

Ros til eksborgmesteren
- Nu kan jeg godt tillade mig at rose den tidligere borgmester Kjeld Rasmussen, uden at blive opfattet som en ”fedterøv”. Mange har hævdet, at Kjeld kun var til BIF. Det passer ikke. Svanholm havde ikke været den klub den er i dag uden Kjeld Rasmussen. Kjeld lovede, at vi skulle få en ordentlig cricketbane ude på stadion, og det blev effektueret i 1974, hvor vi for første gang rigtigt fik vores helt eget klubhus. Og endelig udflytningen til Svanholm Park, som kronen på værket, siger Jønsson.

Svanholm Park i Brøndby Strand er uden tvivl Danmarks flotteste cricketanlæg. Her har man landets eneste græs pitch. Det er da også her landskampene bliver spillet.

Klubånd
- Jeg har faktisk været involveret i cricket de sidste 57 år, og det har været det hele værd. Især er jeg glad for, at jeg har været med i en tid, hvor det at være medlem i en klub var noget helt specielt. Jeg spillede 26 år i træk på Svanholms 1.hold med seks danske mesterskaber til følge og var i over 30 år ungdomstræner i klubben, siger Jønsson.

Vestegnen i top

Der er lommer med crickettraditioner over hele landet. Mange af stederne er langs de første jernbanestrækninger, hvor de engelske jernbaneingeniører introducerede spillet.
På Vestegnen er der stolte traditioner. Svanholm i Brøndby og Glostrup Cricket Club har udgjort toppen i mange år. Det er som regel her, der dystes om guldet.
Men også i Albertslund, Tåstrup og Ishøj spiller de cricket.
I dag er det ofte spillere med rødder i indisk og pakistansk kultur, der fører cricket traditionen videre.
Ifølge Jønsson er det ikke uden problemer.
- Det er en stor udfordring for klubberne. Det er alt fra mødekultur til, hvordan man holder sociale arrangementer. Klubberne yder en stor integrationsindsats, siger Jørgen Jønsson.
Han er ikke længere med i bestyrelsen i forbundet, men er giver den gerne i rollen som konsulent, når de kalder.

Reception
Jønsson holder åben reception tirsdag den 23. februar kl. 16 – 18 på Svanholm Park.
- Jeg har inviteret Svanholms første danske mesterhold fra 1975. Flere af dem spiller stadigvæk oldboys cricket.


Forbundets mand
Lars Hansen er bestyrelsesmedlem i Dansk Cricket Forbund og Svanholmer. Han siger om Jørgen Jønsson.
- Jørgen Jønsson har ydet en kæmpeindsats for Dansk Cricket. Dansk Cricket Forbund har aldrig gået forgæves til Jønsson – ingen opgave har været for lille eller stor.
Selvom Jønsson har virket som klubtrænere i flere klubber, så er det nok mest for hans forbundsarbejde, han vil blive husket på, siger Lars Hansen.


Jønssons meriter
Spillede 26 år i træk på Svanholms 1. hold og var anfører i halvdelen af perioden.
Erobrede som en af de få i Dansk cricket 1000 gærder som bowler for Svanholm
Var dansk landstræner 1986 - 1990
Ungdomstræner i Svanholm i 30 år
Er æresmedlem af Dansk Cricket -Forbund
Var UK-formand og eliteleder for dansk cricket i 20 år
Har liget modtaget den internationale ICC -pris Centenry Medal  2009
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld