ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Brøndbys onde drøm
Sport 01-09-2010 11:51
Sporting Lissabon slukkede Brøndbys drømme om Europa League, da optimisme blev vendt til nedtur
Stephan Andersen får ikke fingre i det langskud, som for alvor sætter gang i Sporting Lissabon, der med 2-0-målet får udlignet Brøndbys føring fra den første kamp.
 
Backen Daniel Wass udstråler én ting. Enorm skuffelse. Skuldrene hænger, de fodboldtrætte ben kan næsten ikke kæmpe sig de syv skridt op ad trapperne fra spillertunnelen på Brøndby Stadion til den samlede danske sportspresse, der venter i foyeren. 
    En halv time tidligere har Daniel Wass og resten af Brøndby-holdet nemlig set Sporting Lissabon løbe med den prestigefyldte plads i gruppespillet i Europa League.
Skuffelsen er tydelig, og de blanke øjne forsøger at finde fokus på gulvet, mens Daniel Wass med en sagte stemme svarer på pressekorpsets første spørgsmål: ”Kan du sætte ord på skuffelsen?”
   Spørgsmålet rammer stemningen, og svaret er forudsigeligt. Han er skuffet. Meget skuffet.
 
Optimismen
Under et døgn tidligere var stemningen god og optimistisk. Det var onsdag. Dagen før dagen, hvor Brøndbys Europæiske drømme skulle besegles. Træner Henrik Jensen er flankeret af keeper Stephan Andersen og administrerende direktør Ole Palmå på pressemødet. Optimismen regerer efter holdet en uge tidligere vandt en sensationel 2-0-sejr i Portugal. Svarene ved pressemødet er et studium i klassisk fodbold-diplomati.
- Det bliver en svær kamp, og vi skal være 100 procent koncentreret. De (Sporting Lissabon, red.) spiller hurtigt og teknisk, forklarer Henrik Jensen, der dog ikke kan gemme optimismen væk:
- Vi har et fantastisk udgangspunkt, selvom vi godt ved, at vi var heldige i Portugal. Nu skal vi gøre arbejdet færdigt.

Den samme smøre lyder fra målmand Stephan Andersen. Han åbner sit indspark på pressemødet med en dialekt, som ikke levner nogen tvivl om, at han spiller Vestegnen. Hans stemme knækker, da han forklarer, at holdet vil kæmpe med næb og klør for at spille i det forjættede Europa.
   Han understreger også, at stemningen er god i truppen.
Det er også nøjagtigt, hvad resten af holdet, der sidder bagerst i lokalet efter dagens sidste omgang træning, udstråler. De hygger sig, mens de griner over lidt mad og en kop kaffe. Angriberen Nikolaj Agger laver kærligt grin med Stephan Andersens teenageramte-stemme under pressemødet. 
   De hyggende spillere bliver pludselig inddraget i seancen. I dét splitsekund pressemødet bliver blæst af, kaster både det danske og portugisiske korps af journalisterne sig over de hyggespisende spillere.
 
DR Sporten bortfører øjeblikkeligt træner Henrik Jensen, mens Michael Krohn-Dehli, Jan Kristiansen og alle de andre bliver hevet til side til små-interviews.
 
Efter en lille time er medierne blevet mætte, og optaktsartikler og tv-indslag kan ramme de danske fans. Næste stop for Brøndby-spillerne er den afgørende kamp mod Sporting Lissabon.
 
 
Stemningen 
Det er torsdag aften. Startfløjtet nærmer sig til den skæbnesvangre kamp, som afgør, om Brøndbys to-målssejr er nok til at sende holdet fra Vestegnen i Europa League.
Stadion er klar. Faxe-tribunen, hvor de mere hardcore fans står, er klædt i en blå-gul tifo, og udgør en endevæg af optimisme og opbakning.
 
Hele stadionet bryder ud i et jubelbrøl, da den velkendte Brøndby-hymne gjalder gennem stadionhøjtalerne, mens et enkelt romerlys giver det blå-gule inferno et rødt skær.
 
Kampen bliver af uvisse årsager forsinket tre minutter, men det ændrer intet ved stemningen. Fra første fløjt stiger stemningen til nye højder, og en balstyrisk lydbølge overdøver alt andet på stadion, hvor samtlige 21.000 tilskuere pludselig hopper i takt.    
   Det er den opbakning Brøndby-truppen har håbet på.  

Doninansen
Kampen starter med Brøndby-dominans, og de første ti minutter styrer holdet sin hjemmebane, inden det Portugisiske storhold finder fodfæste på den danske grønsvær. Pludselig sætter de Brøndby under et massivt pres.
   Men få minutter efter tager alle tilskuere sig nærmest synkront til hovedet, da Ousman Jallow banker en løs chance i sidenettet. Presset er overvundet. For nu.
Sportings lille fanfraktion forsøger forkølet af tage kampen op
med Faxe-tribunen, der med lethed overdøver lyden af den portugisiske tromme, der taktfast forsøger at skubbe deres hold frem mod Europa.
   Der går 23 minutter, før Stephan Andersen bliver testet i Brøndby-målet. Det ser godt ud for Brøndby, der nærmer sig Europa League for hvert minut, der går. 
 
Efter 44 minutter står Brøndby stadig med begge ben solidt plantet i europæisk fodbold. Men 51 sekunder senere, vakler Vestegnens fodboldben.
   Forsvarsspilleren Mikkel Bischoff laver et kluntet frispark på kanten af feltet. Det giver først et gult kort, men få sekunder efter kan han også se bolden sejle gennem Brøndby-feltet, inden Sportings Evaldo sender bolden i nettet. 
   Brøndby går til pause med et mål imod sig, men med drømmen intakt.

Nedturen

Brøndby kommer ud efter halvlegen med det samme optimistiske spil, som de startede kampen med, og den 12. mand på lægterne sparer heller ikke på krudtet. Stemningen er fænomonal. Tribunerne synger opildnende til hinanden
.
Et kvarter inde i halvlegen vågner BIF for alvor op. Daniel Wass stryger til baglinjen og sender et giftigt indlæg ind i det portugisiske felt efter at have ping-ponget sig gennem tre mand med Jan Kristiansen som bande. Angrebet fører til Brøndby-hjørne, hvor bolden lander for fødderne af Mikkel Bischoff, der kan se sit forsøg blive vippet over mål i en pragtredning af den portugisiske målmand. Kampen lever. Brøndby lever. Endnu.
   Stemningen er ekstatisk, men den blomstrende optimisme bliver pludselig afløst af nedtur, da et langskud fra næsten 40 meter får lov til at passere Stephan Andersen og ryste netmaskerne i Brøndby-målet. Redningsmanden fra Lissabon ser skidt ud, og kampen er pludselig helt åben. Med 2-0 på tavlen står det samlet lige efter Brøndby-sejren i Portugal, og pludselig ser det ud til, at kampen skal ud i forlænget spilletid for at få afgjort.  Sportings andet mål ryster Brøndby, der  hænger efter portugiserne. De sidste 15 minutter er lange. Meget lange.
   I de døende sekunder af den ordinære spilletid sker det, der ikke må ske. Sporting scorer det tredje, forjættede mål, der sender dem i Europa League med en samlet sejr på 3-2. Målet skyldes igen en Brøndby-fejl. Mikkel Bischoff får ikke clearet en lang bold, og han får headet bolden ned for fødderne af en Sporting-spiller, der frækt spiller kant-spilleren Djálo fri. Han sender let bolden over den fremadstormende Stephan Andersen, der kan se drømmen om Europa briste, mens bolden stille hopper i mål.
   Stadion reagerer med det samme, og tusindvis af Brøndby-fans rejser sig synkront, mens de slukøret udvandrer fra Brøndby Stadion. Få minutter senere er det en realitet. Kampen bliver fløjtet af, og Brøndby skal ikke spille i Europa League. De blå-gule spillere lægger sig ned som små, skuffede tuer på banen, mens den portugisiske tromme for første gang overtager takten.
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld