Det er et ganske indbringende job at være professionel fodboldspiller i Brøndby IF.
Magasinet Sport, der er Ekstra Bladets sportsmagasin, kan således berette, at Brøndbys svensker, Alexander Farnerud, koster klubben 450.000 kr. om måneden i løn. Det gør ifølge Ekstra Bladet svenskeren til den hjemlige ligas bedst lønnede spiller.
Næstbedst lønnede spiller er en anden af Brøndbys nyerhvervelser, Jan Kristiansen, der har en månedsløn på 425.000 kr. Jan Kristiansen kom til Brøndby på en fri transfer i sommer, og da Brøndby ikke skulle betale overgangssum, var det altså muligt for Kristiansen at forhandle sig frem til en særdeles indbringende løn.
Yderligere to Brøndby-spillere er at finde på den top ti, som Magasinet Sport har udarbejdet. Det er de to forsvarsspillere Jon Jönsson og Max von Schleebrügge. der tjener henholdsvis 350.000 og 300.000 kr. om måneden. Jon Jönsson ligger dermed placeret som nummer fem på listen, mens Max von Schleebrügge indtager niendepladsen.
Magasinet Sport understreger, at begrebet månedsløn er et udtryk for klubbens lønudgifter til spilleren hver måned gennem hele kontraktperioden. I det beløb tages der højde for blandt andet fri bil og hus, selve lønnen samt det engangsbeløb – en såkaldt sign on-fee – som spilleren får for at skrive under med klubben.