Det er ikke, hvem som helst og hvad som helst, der er at finde lørdag aften i Brøndby Hallen. Nej, den lokale hal har nemlig formået at tiltrække intet mindre en kamp om verdensmesterskabet i boksning. Denne gang i forbundet WBA.
Kampen står mellem Rudy Markussen og nordirske Brian Magee. Selv mener Markussen, at han er favorit. Men det stopper ikke hans modstander fra at drille igen.
- Jeg har læst nogle ret sjove udtalelser i medierne. Carl Froch (anden mesterbokser, red.) tror, at Magee vil forsvare sin titel, og Magee taler allerede om en kamp mod Mikkel Kessler, siger Rudy Markussen til eb.dk.
- Men jeg er ligeglad med, hvad de siger. Snak er nemt. Jeg ved, hvad jeg kan gøre ved ham, når vi er i ringen.
Ét af Rudy Markussens bedste våben er hans hårde stød.
- Jeg slår hårdere end noget, Magee nogensinde har prøvet. Og når han først smager min slagkraft, så er det for sent. Så er han i seriøse problemer, vurderer den danske supermellemvægter.
- Jeg skal bare ramme ham godt en enkelt gang, og så ryger han i gulvet og kommer ikke op igen.
Rudy Markussen er i stald med Mikkel Kessler hos Team Sauerland og har en rekordliste, der viser 37 sejre i 39 kampe. Heraf er de 24 vundet på knockout.
Brian Magee, der har 35 sejre i 40 kampe, var senest i Danmark i januar 2010, hvor han slog Mads Larsen i en kamp i Aarhus.