Tidligere bestyrelsesformand Jesper ’Kasi’ Nielsen skriver tirsdag til pressen, at ’eventyret’ er slut for håndboldklubben og danmarksmestrene AG København.
”Efter syv års optur fra serierne til Champions League’s Final4, er eventyret for AG Københavns vedkommende slut. Ejerne har således i dag besluttet sig for at lukke selskabet bag AG København,” skriver Jesper Nielsen.
- Det er med den dybeste beklagelse, at vi efter at have arbejdet på at finde en ny ejer eller ejerkreds, og faktisk har været meget tæt på en løsning, nu må tage dette skridt. Det ville kræve, at vi fortsat var involveret på et niveau, vi desværre ikke længere ser som en mulighed. Vi har fået ekstremt mange positive henvendelser fra sponsorer, mindre investorer og langt de fleste samarbejdspartnere, men vi kan desværre også konstatere, at der ikke er nogen, der ønsker eller er i stand til at overtage forretningen. Vi har kæmpet hårdt, men må for første gang erkende, at noget faktisk er umuligt.
Jesper Nielsens melding kommer, efter at administrerende direktør Søren Colding trådte tilbage i går.
- Det har været nogle forrygende år med nogle resultater og en indstilling til sporten og produktet på og uden for banen, som allerede nu har været en ’game changer’ i dansk sport. Primært grundet en række medarbejdere med visioner og en enorm arbejdsindsats for at skabe det ultimative produkt, og grundet en stor gruppe samarbejdspartnere.
Slået rekorder
Den tidligere bestyrelsesformand beskriver, at flere rekorder er blevet slået i AG Københavns storhedstid.
- Vi har slået verdensrekorder, skabt oplevelser, opnået et tocifret antal tv-seere og en eksponering, kun få andre kan matche. Vi har formået at fylde arenaerne alle steder, vi er kommet frem, gg vi har skabt en historisk stærk dansk håndboldhjemmebane.
Også forretningen er en del af Nielsens arv, mener han.
Således slår de tusindvis af spisende gæster, mere end 20.000 venner på facebook, små 200 venskabsklubber og et merchandisesalg alle hidtidige rekorder for håndboldklubber, vil han selv huske.
- På få år har vi skabt Skandinaviens største håndboldklub og en af de største sportsforretninger målt på alle sportslige og kommercielle parametre. AG København har opnået utroligt meget, og familien takker for syv forrygende år sammen med alle de, der har været en del af AG København undervejs. Spillere, ledere, frivillige, moderklubberne, ansatte, partnere, fans, AGK Support og alle, der har villet os det bedste.
Medarbejderne i AGK er fra tirsdag fritstillet, og selskabet er gået i betalingsstandsning.
AGK-spillere fik deres løn
Mens AG Københavns håndboldspillere, der altså nu må finde en ny klub efter selskabet bag klubben kollapsede tirsdag (se side 2 i denne uges avis), jagter olympisk guld i London, kan de dog glæde sig over, at lønnen fra klubben er tikket ind.
- Ja, det er den.
Sådan besvarer Kasper Hvidt og Mads Mensah Larsen pr. sms tirsdag morgen til ekstrabladet.dk spørgsmålet om, hvorvidt juli-lønnen er tikket rettidigt ind på kontoen.
At lønnen er gået ind netop der, hænger ifølge ekstrabladet.dk givetvis sammen med, at spillerne ville vide, hvor de stod inden afgangen til træningsopholdet på Fuerteventura. De blot otte spillere, der ikke er optaget af OL i London, træner på ferieøen indtil onsdag, hvor kursen sættes mod Danmark igen.