Danmarksmesterskabet er igen AG Københavns, og nu har klubben også bevæbnet sig til næste års Champions League-deltagelse, som guldet afstedkommer. For i sidste uge kunne AG Københavns administrerende direktør Søren Colding meddele, at den svenske CL-topscorer fra Kiel, Kim Andersson, vil forstærke holdet, efter både René Toft Hansen og islændingen Gudjón Valur Sigurdsson tager til netop Kiel i næste sæson. - Kim (Andersson, red.) er én af verdens bedste spillere og vel sammen med Olafur Stefansson den bedste på sin position på højre back. Med tilgangen af ham, Carlos Prieto og den svenske landsholdsspiller og ligaprofil Fredrik Petersen, har vi både sørget for erstatninger for de spillere, der forlader os og forstærkning af truppen, sagde Søren Colding.