ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Vestegnen får sit eget maratonløb
Lokalområdet 20-01-2010 12:58
Vestegnsruten er udgangspunkt, når der lørdag 13. februar afholdes et såkaldt socialt maratonløb på Vestegnen.
Initiativtageren til den sociale Maraton på Vestegnen Morten Skram Jensen. Her på Vallensbæk delen af Vestegnsruten
HELE OMRÅDET: Det er 40-årige Morten Skram Jensen fra Greve, der har taget initiativ til det første maratonløb på Vestegnsruten. Idéen fik han, da han læste om indvielsen af Vestegnsruten i sommer i forbindelse med Store Cykeldag på Vestegnen.
- Der er ikke så mange sociale maratonløb på Vestegnen, så jeg synes det er oplagt at benytte den nye Vestegnsrute, siger Morten Skram Jensen.
Vestegnsruten er et sammenhængende stiforløb, der snor sig gennem de syv kommuner i Vestegnssamarbejdet og tæller Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner. Det er de syv kommuner, som i samarbejde med Dansk Cyklist Forbunds lokalafdelinger på Vestegnen og DGI Roskilde, der har taget initiativ til anlæg af Vestegnsruten. En helt særlig egenskab ved ruten er, at den måler distancen for et maratonløb på 42,195 km.

Rigtig maraton på vej
- Et socialt maraton på ruten er et fremragende tiltag, som vi gerne støtter op om. Det er vigtigt at vise de mange muligheder der er for at gøre brug af ruten, hvad enten man er til oplevelser eller motion. På sigt er det også vores planer at afvikle et decideret maratonløb på Vestegnen. Med Morten Skram Jensens initiativ kan vi prøve ideen af, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj og formand for Vestegnssamarbejdet.     
Formålet med Vestegnsruten er at sætte fokus på Vestegnen som et samlet område, og at skabe nye og spændende oplevelser for både Vestegnens borgere og gæster udefra. Vestegnsruten kan bruges af alle, der er til motion og oplevelser. Ruten er afmærket og lægger vejen forbi både vand, naturområder og flere spændende attraktioner på Vestegnen.

Selvforsynende løbere
Morten Skram Jensen er en ivrig løber. Han bor sammen med familien i Greve, og har stor tilknytning til Vestegnen. Morten Skram Jensen har selv løbet 15 maratonløb - bl.a. Berlin flere gange. Han savner dog muligheden for at kunne løbe flere sociale maratonløb i lokalområdet. Og hvad er så et socialt maratonløb? Jo, det er et løb, hvor der ikke er tidtagning som i de store løb. Den enkelte løber "mod sig selv" og deltagerne løber ikke stærkere end de selv vil - og der er tid til både at nyde omgivelserne og få en snak med de andre løbere. Deltagerne skal også selv sørge for at have forsyninger med, idet der ikke er depoter undervejs.

Tid og sted
Vestegns-maratonløbet finder sted lørdag 13. februar 2010, og starten går kl. 9. Udgangspunktet er Ishøj ved Ishøj Idrætscenter hvor Morten Skram Jensen håber der bliver mulighed for omklædning. Allerede nu har 15 deltagere m/k meldt sig, og Morten Skram Jensen håber, at der vil dukke 15-20 løbere op til det første sociale maratonløb på Vestegnsruten.  
- Det er mit håb, at der vil kunne afvikles flere løb hen over året, siger Morten Skram Jensen, der også er i kontakt med Vestegnssamarbejdet om det praktiske i forbindelse med arrangementet.

Interesserede kan få flere informationer og tilmelde sig ved at klikke ind på www.vestegnsmaraton.dk. Sidste frist for tilmelding er 1. februar.
 
Yderligere information om Vestegnsruten på www.visitvestegnen.dk

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld