ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Våbnene vælter ind hos politiet
Lokalområdet 04-06-2009 14:47
Mange har udnyttet muligheden for frit lejde til at aflevere deres ulovlige våben til Københavns Vestegns Politi, der har fået både pistoler, rifler, knive, slagvåben, ammunition og sågar en håndgranat indleveret
Et udpluk af de mange våben, som Københavns Vestegns Politi på nuværende tidspunkt har fået indleveret af borgere her i området. Foto: Ivan Bjørn.

3 US-carabine-rifler 41 håndskydevåben, 23 jagt- og konkurrencevåben, 11 attrapper, 62 slag- og stikvåben samt sprays og elektriske våben, 3 våben-/ammunitionsdele, en enkelt håndgranat og en del forskellig ammunition.

Det var, hvad Københavns Vestegns Politi havde modtaget fra 14. maj, hvor frit lejde aktionen begyndte, til onsdag den 27. maj.

Frit lejde betyder, at borgerne under dække af fuld anonymitet kan aflevere de ulovlige våben eller andet, de ligger inde med.

- Jeg finder tallene meget tilfredsstillende. Det kommer måske en smule bag på mig, at vi har fået indleveret så meget så hurtigt, men det er dejligt, at vi har fået taget så mange våben ud af omløb på så kort tid. Det er jeg meget imponeret over. Samtidig må vi jo også erkende, at det siger noget om, at der er mange våben i omløb, siger chefpolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Ib Meng.

Han opfordrer indtrængende borgerne i politikredsen til at bruge frit lejde perioden til at komme af med våbnene.

 - Det gøres under fuld anonymitet. Vi registrerer våbnet, men hverken navn eller adresse på den, der afleverer det. Der kommer formentlig inden længe en voldsom skærpelse af våbenloven, og det vil ikke være små straffe, man får for at være i besiddelse af ulovlige våben. Derfor er det godt at aflevere våbnet nu, både for personen, der afleverer det, og for borgernes generelle sikkerhed i samfundet, siger Ib Meng.

Frit lejde aktionen, som er sat i værk over hele landet af Justitsministeriet, kører frem til 14. juni.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld