Unge med pistoler røver busser
Lokalområdet
31-08-2010 14:10
Fredag aften lavede to unge med pistoler hold up mod en bus på vej til Glostrup. Røverne stak af, men lørdag aften blev tre unge arresteret for et lignende røveri
Fredag aften blev denne bus på vej til Glostrup Station standset af to unge bevæbnet med pistoler. Buschaufføren blev tvunget til at udlevere penge, inden røverne kørte væk fra stedet på to knallerter, hvorpå der sad to andre gerningsmænd. Foto Ivan Bjørn
RØVERI: Det lyder nærmere som noget, der er fundet sted i et slumkvarter i Sydamerika et sted. Men ikke desto mindre foregik det på Korsdalsvej mellem Rødovre og Brøndby fredag aften.
Ved 22-tiden blev en bus på vej til Glostrup Station standset af to unge bevæbnet med pistoler. Buschaufføren blev tvunget til at udlevere penge fra pengebeholderen.
Røverne kørte væk fra stedet på to knallerter, hvorpå der sad to andre gerningsmænd.
Politiet undersøgte området og sigtede tre personer, der dog alle nægtede sig skyldige.
Endnu et røveri
Lørdag den 28. august kl. 22.24 skete et lignende røveri mod en buschauffør denne gang på Viemosevej i Rødovre. To personer bevæbnede med pistoler steg ind i bussen og truede buschaufføren til at udlevere sine penge. Røverne slap af sted med en møntbeholder og sedlerne.
Flere politipatruljer ankom til stedet. Politiet lavede eftersøgning i området og anholdt otte personer i alderen fra 16 – 19 år - alle fra Rødovre.
Tre af personerne blev fundet med udbyttet på sig. De erkendte røveriet og blev fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 10 dage. De øvrige personer nægtede, og de blev løsladt efter endt afhøring.