ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
S lover flere busser og toge
Lokalområdet 25-01-2012 09:00
Trafikminister Henrik Dam Kristensen skal inden længe fremlægge forslaget om den kommende betalingsring. Nu lover trafikordfører Rasmus Prehn (S), at der kommer flere sæder i S-togene og flere busser på vejene.
Rasmus Prehn, trafikordfører for Socialdemokraterne. Foto: Soc. dem.
Regeringens forslag om en betalingsring – eller ’trængselsring’, som regeringen selv ynder at kalde den – rundt om København har fået mange hårde ord med på vejen.
Også fra regeringens egne partifæller i borgmesterstolene rundt om i omegnskommuner. Nu kommer regeringen nogle af kritikerne i møde og lover øget kapacitet i den kollektive trafik.
- I første omgang kommer der længere togstammer, og så kigger vi på at få flere afgange for S-togene, når trængselsringen giver overskud. Samtidig kommer der flere S-busser, siger Rasmus Prehn, trafikordfører for Socialdemokraterne.
Derudover skal der køre metrotog med 100 sekunders interval i myldretiden imod 120 sekunder i dag, og så skal regionaltogene på Sjælland have nyt materiel.
Det hele skal være på plads i 2014, hvor betalingsringen efter planen bliver indført. Dermed håber regeringen, at de 15 borgmestre i de københavnske omegnskommuner lægger en dæmper på kritikken af betalingsringen.
- Det er vigtigt, at vi viser, at vi tager bekymringerne alvorligt, og når borgmestrene siger, at der er noget i vejen, så skal vi lytte, siger Rasmus Prehn.
Hans egen partifælle, borgmester i Brøndby Ib Terp, har klart meldt ud, at en øget kollektiv trafik skulle være på plads, inden betalingsringen blev til noget.
- Ib Terp synes, det var en forudsætning, og hans opråb er blevet hørt. Han har gode pointer ligesom mange af de andre borgmestre, der har rejst en kritik og tydeliggjort nogle problemer, slutter trafikordføreren.
 
Kommentarer til artiklen (0)
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld