Af Mads Louis Orry
Ja, tak – det bliver lige 25 kroner. Og, ja tak, det bliver lige 25 kroner mere.
Der er ingen tvivl om, at det kan blive en dyr fornøjelse for bilister, hvis regeringen indfører en betalingsring. Hvad beløbet for at krydse den fortsat teoretiske betalingsring, der dog har været forbi finanslovsforhandlingerne, er uvist. Ét er dog vist – en kommende ring vil få store konsekvenser for en række borgere i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk, der pendler via bil til hovedstaden, hvor de arbejder. Derfor er det ikke uden interesse, at emnet blev debatteret lokalt.
Senest har statsminister Helle Thorning-Schmidt selv føjet til debatten ved at omtale ringen som ’ikke perfekt’. Også snak om en billigere betalingsring i aftener og weekender har været med til at hælde ild på bålet.
Borgmester Ib Terp fra Brøndbys Socialdemokraterne er en af de mange politikere i omegnskommunerne omkring statsministeriet, der stiller betingelser.
- Jeg støtter kun en betalingsring, hvis den kollektive trafik, herunder i Brøndby, forinden forbedres mærkbart, både med hensyn til kapacitet og regularitet, siger Ib Terp.
Grøn kreativitet
I Vallensbæk er borgmester Henrik Rasmussen (K) også på stikkerne, når det kommer til gode klimatanker, hvilket betalingsringen med noget besvær er blevet udlagt som af S-SF-R-regeringen.
Rasmussen er således klar på at tænke grønt.
- Jeg har selv kunnet optimere og spare på miljøet her i Vallensbæk udmærket, uden at folk skal op med pengepungen. Det kan jeg ikke se, hvorfor staten ikke skal kunne. Det er et spørgsmål om opfindsomhed. Er det her ikke bare en skjult skat, kan man spørge?
Hvad synes du?
- Det vil jeg ikke svare på. Jeg spørger bare, siger Henrik Rasmussen.
Fordele og ulemper er der ifølge Ib Terp flere af.
- En forbedring af den kollektive trafik vil være en fordel for de mange, som allerede i dag klarer sig uden bil i det daglige. Og nye brugere vil spare penge i forhold til deres nuværende biltransport. Men der er desværre også borgere, som vil få praktiske vanskeligheder, hvis de ikke kan bruge bilen til arbejde. Så jeg ser både fordele og ulemper, siger Ib Terp.
- En overgang fra biltransport til kollektiv trafik vil reducere CO2-udledningen, hvilket vil være meget positivt i et klimaperspektiv.
Andre scenarier
Der er mange bud på, hvordan en kommende klimavenlig model for trafikken kan tage sig ud, noterer Henrik Rasmussen sig.
- Der ligger 15 eller 17 beregningsmodeller lige nu, som vi kan gruble over. Og selvfølgelig har betalingsringen en stor betydning for det fremtidige arbejdsliv, specielt for dem der arbejder i København. Men der er så mange forslag, og der skal noget mere konkret på bordet, før jeg kan tage stilling til det endeligt.
I Brøndby er Ib Terp ikke bleg for at byde ind.
- Det ville være en god idé at kigge på road pricing. Den tidligere regering havde foreslået det, men opgav det så, fordi teknologien ikke var ordenligt endnu. Jeg kan have en fornemmelse af, at road pricing kan være bedre end en betalingsring.
Har dine partifæller ikke har gennemtænkt forslaget?
- Jeg tør ikke sige, om man har tænkt nok i andre muligheder. Men man har fokuseret meget på betalingsringen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi gav road pricing en chance til, siger en diplomatisk borgmester i Brøndby.
Betalingsmur
Ifølge borgmester John Engelhardt (V) i Glostrup er der tale om en ”betalingmur”.
- Principielt er jeg imod, at vi skal indhegne hovedstaden eller for den sags skyld enhver anden by i Danmark. Det er ikke andet end en pengemaskine, der samtidig forhindrer vækst og velstand i et tilfældigt område.
John Engelhardt ved selvsagt ikke præcis, hvor ”muren” bygges, men bliver den lagt igennem Glostrup, risikerer forældre ifølge ham at skulle betale bompenge for at aflevere deres børn i daginstitution eller betale for at handle ind hos købmanden.
- Der ud over vil det kunne betyde et rekordstort dagligt antal biler i byen, hvis Glostrup Station bliver sidste stop før muren. Hvis ikke togene kører bedre og med flere afgange og vogne bliver det sandelig heller ikke morsomt at bruge det offentlige transportsystem.
På klimafronten har Engelhardt fortsat ambitioner.
- Men isoleret set kan der altså komme endnu flere biler i byen, hvis vi bliver sidste station inden muren. Personligt synes jeg, det er fint, at vi flytter personer fra den private trafik til offentlig trafik, men det skal gøres ved at udbygge det offentlige trafiksystem og ikke ved at opsætte tilfældige betalingsmure.
Hvad mener du om betalingsringen?
Hvad synes du om betalingsringen?
- Hvis der er brug for betalingsringen, så har jeg ikke noget imod den, men jeg er ikke sikker på, at man har råd til den, og jeg er ikke sikker på, at den offentlige trafik kan bære, at man indfører ringen. Jeg kører ind til byen og bruger mange penge på det i forvejen. Ofte bruger jeg 250 kroner på at parkere, så hvis jeg skal bruge 25 kroner på en betalingsring, så betyder det faktisk ikke det store for mig selv. Men regningen bliver sendt videre til kunden. Ligesom jeg skriver parkeringsafgifter på regningen. Det vil altid blive dyrere for kunden.
Hvad vil det her gøre ved din konkurrenceevne?
- Ikke noget, tror jeg, for det er ens for alle. Der er ingen økonomisk konsekvens for mig, kun administrativt.
Hvad med den offentlige transport – skal den blive bedre først?
- Ja, men den kan jo næsten heller ikke blive dårligere. Nu kører jeg ikke meget med tog, men de gange, jeg har taget toget, er det gået galt. Togene skal ligesom køre, før det giver mening. Men så vil folk også vælge det frem for bilen.
Er det ikke værd at tage hensyn til miljøet?
- Jo, så skulle det være dét, der gjorde forskellen. Men vi vil som professionelle stadig køre bil, for vi har ikke tid til andet. Politikerne gør kun det her for at være korrekte, men jeg tror heller ikke på, at ringen bliver til noget.
Janne Birch, pædagog fra Glostrup.
Hvad er din umiddelbare holdning til betalingsringen?
- Vi bruger mest det offentlige her fra Glostrup, når vi skal ind til København. Det er mest, når vi skal ud på længere ture, at vi bruger vores bil. Min familie er fra Jylland, og de vil gerne ind og se København, når de er her. Der tager vi altid toget. At tage bilen derind er blandt andet for dyrt, fordi vi skal betale parkering.
Synes du, at det offentlige transportsystem skal være bedre?
- Det offentlige system fungerer ikke så godt lige nu. Sammenhængen mellem bus og tog fungerer ikke. Der er oftest lang ventetid. I al fald for mig, når jeg skal ind til byen. Jeg kan godt stå og vente i 20 minutter på et tog.
Hvad med miljøelementet?
- Det tænker jeg meget på. Jeg benytter kun bilen, når jeg skal. Ellers tager jeg cyklen eller toget. Det, jeg skal nå, ligger umiddelbart tæt på stationen, og hvor jeg bor.
Tibet Esiyok, ejer af blomsterhandleren Binderiet i Glostrup Shoppingcenter.
Hvor ofte ville du skulle passere betalingsringen?
- Jeg henter mine blomster på Grøntorvet i Valby hver anden dag. At jeg skal ind igennem betalingsringen ofte for at hente mine blomster er dog ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Blomsterne ville ikke blive dyrere, tror jeg, af det. Men jeg er da begyndt at tænke over det.
Nu arbejder du med det grønne. Hvad betyder miljøet for dig i forhold til ringen?
- Det er en positiv ting. Men vi skal også passe på ikke at stramme den for meget med alle de omkostninger og merudgifter, der kommer. Alt sammen koster jo. Jeg tror ikke, at der er råd til det hele for de små virksomheder ligesom mig.
Knud, ostemand og ejer af Osteknuden på ugentligt besøg i Glostrup.
Hvad synes du om betalingsringen?
- Da jeg var smed for snart 10 år siden og arbejdede inde i byen, var det ikke særligt rart, fordi vi skulle bruge vores biler, men ikke måtte holde der. Meget af vores tid gik med at flytte biler. Og vi kunne jo kun sende regningen et sted hen. Til kunden. Det er i virkeligheden det største problem ved betalingsringen – alle de mennesker, der skal have lavet noget inde i byen og bruge hjælp ude fra byen. Det medfører jo en merudgift, som kunderne jo ikke får noget for.
Har du et forslag til, hvad man konkret kan gøre?
Jeg synes, at vi skal have privatbilisme ud af byen, men lad os give håndværkerne gratis passere et par timer om morgenen og et par timer om eftermiddagen.
Hvad med miljøet?
- Jeg synes, at vi skal gøre alt for, at København bliver kendt som en grøn by.