ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportFolketBlogsBilleder
Forventer 300.000 flere tager bussen med ny køreplan
Lokalområdet 17-03-2010 15:58
Buspassagererne i Brøndby, Glostrup og Vallensbæk kan se frem til flere afgange og bedre forbindelser, når Trafikselskabet Movia 28. marts har premiere på en ny køreplan. Kommunerne forventer, at flere vælger bussen

HELE OMRÅDET: Ifølge kommunerne bag Vestegnssamarbejdet, så bliver der glæde ved de små stoppesteder, når den nye køreplan fra Movia træder i kraft.

 Albertslund, Brøndby, Glostrup og Vallensbæk kommuner har længe ønsket en mere enkel og overskuelig busbetjening. Dette ønske opfyldes nu. De fire kommuner og Region Hovedstaden har nemlig vedtaget en række ændringer i bustrafikken, der på en gang giver en markant forbedring og forenkling af bustrafikken. Ændringerne er et led i en overordnet strategi for den kollektive bustrafik, som kommunerne på Vestegnen har vedtaget. Ændringerne sker i samarbejde med Trafikselskabet Movia og Region Hovedstaden.
 
Store ændringer
Overordnet set er der tale om ganske omfattende ændringer af buslinjerne på Vestegnen. Netop ved at ændre mange linjer på en gang har det været muligt at få et mere overskueligt linjenet med færre linjer, der til gengæld kører oftere.

Den nuværende linje 130 bliver forlænget til Albertslund Station. Samtidig kommer den til at køre hvert 10. minut i myldretiden. Dermed erstatter den de nuværende linjer 530E og 531E, der kører i henholdsvis morgen- og eftermiddagsmyldretiden.

 

Inspireret af A-busserne

Det bliver derfor samme buslinje, der kører fra morgen til sen aften. Passagererne vil ikke længere være afhængige af en bus, der kun kører i myldretiden. Forlængelsen til Albertslund Station gør bussen mere attraktiv, idet man nu kan tage den fra både Brøndbyøster, Glostrup og Albertslund Station. Den nye linje 130 er inspireret af A-busserne, der kører omkring København og som netop har mange afgange.

- Vi har længe haft et ønske om at styrke og forenkle busforbindelserne til og fra Glostrup. Det kan nu lade sig gøre gennem et godt samarbejde med de andre kommuner, og vi får nu et et langt mere overskueligt busnet med færre linjenumre”, siger Glostrups borgmester John Engelhardt.

Ændringerne af linje 130 i Brøndby medfører, at betjeningen fremover vil være samlet omkring én linje, som giver forbindelse til Glostrup Station og nu også Albertslund Station. Desuden skaber linje 130 en mere direkte forbindelse for lokale borgere mellem Brøndbyøster og Brøndbyvester.

- Med dette projekt er det sammen med vores nabokommuner på Vestegnen lykkedes at forenkle busnettet i Brøndby, forbinde erhvervsområderne bedre med stationerne og skabe bedre forbindelser til S-tog”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Vagn Kjær-Hansen fra Brøndby.

 

Ny linje i Vallensbæk

Konkret betyder ændringen for Vallensbæk, at kommunens nord-syd forbindelse, den nye linje 143, får fordoblet sit antal af afgange, så der fremover vil køre to busser i timen. Desuden giver linje 143, der erstatter linje 136, direkte forbindelse til Ballerup Station, hvor der hidtil kun er blevet kørt til Albertslund Station.

- Vi har i Vallensbæk længe ønsket os at styrke den nord-sydgående forbindelse gennem Vallensbæk Kommune. De forbedringer får vi nu. Nordmarks Allé og Vallensbæk Torvevej betjenes fremover meget bedre i myldretiden i begge retninger og med gode forbindelser til og fra både Albertslund og Glostrup Station”, siger Vallensbæks borgmester Kurt Hockerup.

Med de nye køreplaner fra 28. marts skal borgerne i Vallensbæk Nordmark vænne sig til at benytte linjerne 130 og 143, da linje 141 ikke længere vil betjene dette område. Den nye linje 130 vil fremover tilbyde 10-minuttersdrift i myldretiden nord for Park Allé, mens der som noget nyt vil blive kørt i timedrift om aftenen.

 

Flere passagerer
Kommunerne har store forventninger til den nye køreplan. Der forventes blandt andet at komme 300.000 flere passagerer i busserne. Det svarer til en stigning på 12%, og det vil være til gavn for både miljøet og økonomien i den kollektive trafik.

Læs mere om køreplansændringerne på: www.moviatrafik.dk

 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld