Borgmestre: Ikke nok
Lokalområdet
25-01-2012 09:01
Der skal mere til end regeringens lovning om bedre kollektiv trafik, før borgmestrenes kritik af betalingsringen forstummer.
Hvis regeringen håbede på at komme omegnskommunerne i møde med udmeldingen om øget kapacitet i den offentlig trafik før betalingsringen indføres, så bliver den skuffet. Selv om omegnsborgmestrene i samarbejde selv har skrevet mere og bedre kollektiv trafik på listen over krav til regeringen, så er regeringens udmelding ikke godt nok.
- Vi kan ikke blot sætte flere S-toge ind. Det er fint, men det er slet ikke nok, siger den konservative borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen.
Han vil have erhvervslivet tænkt ind i hele scenariet omkring betalingsringen.
- Man skulle starte med at lave en overordnet trafik- og erhvervsanalyse og samtidig kigge på de områder, hvor der ikke er S-togslinjer. Hvis de (regeringen, red.) bare kører en fluebenspolitik i forhold til, hvad der er blevet sagt, så er det ikke godt nok, siger Henrik Rasmussen.
Borgmester i Brøndby Ib Terp fra Socialdemokraterne, vil ikke udtale sig som partifællernes udmelding på Christiansborg. Han vil først se det endelige udspil på skrift fra politikerne selv.
- Jeg vil vide og ikke kun formode, siger Ib Terp.
Glostrups borgmester, John Engelhardt (V), vil også gerne se konkrete forslag på skrift i Folketinget. Indtil da ta ger han ikke løftet fra regeringen alvorligt.
Han er imidlertid også skeptisk på baggrund af hans egne partifællers evner ved magten på Christiansborg de seneste ti år.
- De sidste mange regeringer har i øvrigt lovet både ”tog til tiden” og bedre kollektiv trafik. I Glostrup kan vi blot konstatere, at regionaltog ikke længere stopper på vores station. Flere S-busser på Ringvejen har næppe den store effekt, når en betalingsmur vil give flere biler samtidig.
Engelhardt er glad for regeringsløftet, men vil se det udført, før han tror på det.
-Kravet fra omegnsborgmestrene er, at man først går i gang med at etablere en mur(ring, red.), når den kollektive trafik virker, så der er et reelt alternativ. Min påstand er i øvrigt, at når den dag kommer, flytter nogle procent af sig selv over i det offentlige transportsystem og overflødiggør enhver diskussion om at indhegne vores byer.
Kommentarer til artiklen (2)