Af Mads Louis Orry
Alternativerne til Vej og Park kunne have været et fælleskommunalt samarbejde eller udlicitering af opgaverne. Men sådan skulle det ikke være.
I stedet er der skåret otte årsværk samt en anseelig del af maskinparken som led i politikernes nu vedtagne spareplan, der sikrer, at Vej og Park bliver på Glostrup-hænder.
En analyse har blandt andet omhandlet kvalitetsstandarder for Vej og Park-området. Den peger på, at der er ting, der kan gøres billigere, processer, der kan optimeres og opgaver, der skal løses af andre aktører.
Vej og Parks chef Thorbjørn Nicolaisen og medarbejdere ser frem til at indfri kommunens forventninger.
- Som leder kan jeg kun være tilfreds med, at Vej og Park vælges. Vi skal nu overbevise politikerne om, at de har gjort det rigtige, siger Nicolaisen.
For at kunne imødekomme besparelseskravene uden serviceforringelser på kerneområderne er Vej og Park i gang med en reorganisering og en effektiviseringsproces.
- Jeg har fremlagt den måde, som Vej og Park kan løse opgaverne på, og ud fra dét har vi allerede tilpasset og opsagt. Jeg er bare glad for, at man har valgt os til at udføre opgaverne.
Tilbage til kernen
Med hensyn til opgaveløsningen vil Vej og Park have et skarpt fokus på kerneydelserne, ”og der vil ske en trimning af mere perifere områder”.
Sådan lyder beskeden.
Alternativt bestilles eksterne operatører til supplering af opgaveløsningen. Det vil være særdeles omkostningstungt, og kommunen kræver derfor, at disse opgaver bliver ”klart defineret”.
- Vi skal fortsat være skarpere på vores opgaver i Vej og Park, og vi må se på, hvilke kerneopgaver den afdeling af kommunen egentlig bør have. Om Vej og Park fortsat skal sætte valgplakater op kan være en af de trimninger, vi laver fremadrettet. Det er vigtigt, at vi har nogle fornuftige kvalitetsstandarder. Noget skal måles på resultaterne og andet på processerne, siger borgmester John Engelhardt (V).
- Alt i alt kan jeg kun sige, at de meldinger, vi har fået fra systemet, har gjort indtryk. Dengang syntes vi, at der manglede standarder for opgavedefinering. Derfor igangsatte vi processen.
At slankeprocessen nu fortsætter på Glostrups egne hænder er Jan Marskov, medarbejder på 23. år i Vej og Park, glad for.
- Det lyder godt. Det betyder, at vi er glade, og at vi kan være dem, vi er.
Udsigten til et jubilæum om to år er heller ikke dårlig for Jan Marskov.
- Det lyder da spændende. 25 år er lang tid. Da jeg startede, var vi syv mand i renholdningssjakket. Der fejede og skovlede vi over hele byen. Der er sket meget med maskinerne siden da.
Slankere udgave
Fremtidens Vej og Park bliver ifølge formand for Teknisk Udvalg, Flemming Ørhem (DF), en slankere organisation, som løser lidt færre opgaver selv og køber lidt flere ydelser eksternt.
Kerneopgaverne for Vej og Park vil blandt andet være græsslåning, asfaltlapning, mindre fortovsreparationer og områder inden for vintertjenesten samt renholdelse af belægninger og vej- og parkinventar.
- Opgaver, som stiller store krav til smidighed, er hensigtsmæssige at beholde i kommunalt regi. Det er opgaver, som løses i tæt samarbejde med andre af kommunens enheder, siger Flemming Ørhem.
Helt så rolig er Jan Due, medlem af Teknisk Udvalg for Socialdemokraterne, ikke.
- Jeg er nervøs for eventuelt yderligere besparelser på mandskabet, ligesom de kraftige nedskæringer i maskinparken, der gør det svært for Vej og Park at være konkurrencedygtige.
Til dette var svaret på onsdagens møde i kommunalbetyrelsen fra borgmester John Engelhardt.
- Ledelsen i Vej og Park har selv sagt, at de kan stå inde for denne model, så det vil jeg da lytte til.
Det nye Vej og Park vil kunne træde i kraft senest 2. halvår af 2012 efter politisk behandling.
FAKTA: Sådan ser regnestykket ud
I budget 2012 er der indlagt en besparelse på Vej og Parks område på 1.500.000 kroner stigende til 2.800.000 kroner pr. år i overslagsårene. I forvejen var der fra budget 2010 og frem indlagt en generel besparelse på 1.000.000 kroner i 2011 og 2.000.000 kroner i overslagsårene.
Samtidig er der dog fra 2012 og frem bevilliget 500.000 kroner. pr. år til en medarbejder i Center for Teknik og Miljø til varetagelse af myndighedsopgaver.
Personalereduktion
Der spares otte årsværk, svarende til knapt 15 procent. Afskedigelser og fratrædelser er sat i værk. Forventet direkte besparelse er på 900.000 kroner i 2012 grundet opsigelsesvarsler og lignende. Beløbet er stigende til 2.900.000 kroner i de følgende år. Besparelsen modsvares af et øget behov for udlicitering af opgaver skønnet til ca. 700.000 kroner pr. år fra 2013 og frem.
Nedlæggelse
To lokationer på Ejby Mosevej og Solvangsparken bliver nedlagt.
Direkte driftsbesparelse er på cirka 50.000 kroner pr. år. Herudover vil der være en effektiviseringsgevinst ved samling på færre lokationer. Endelig kan ejendommen i Ejby Mose afhændes for netto ca. 1.500.000 kroner
Maskinpark
Trimning af maskinparken og øget fokus på vedligeholdelse, eksempelvis gennem udlicitering, kan give en besparelse på 560.000 kroner pr. år.