ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
S og SF mod halbyggeri i sparetider
Glostrup 25-08-2010 14:18
S og SF mener, at det er uansvarligt, at det borgerlige flertal vil bygge haller for 13,5 mio. kr., når man skal finde besparelser for 35 mio. kr., der går ud over den kommunale service. Flertallet mener, at oppositionen overdriver udgifterne, fordi de er
Her ved Søndervangskolen skal den ene af de to idrætshaller ligge.
Af Thomas Kokholm

GLOSTRUP: Ligesom i de fleste andre kommuner er økonomien i Glostrup trængt. Ved de kommende budgetforhandlinger i september skal der findes besparelse på omkring 35 mio. kr.
Borgmester John Engelhardt(V) forklarer:
- Det er meget voldsomt. Det er blandt andet voksende udgifter på specialområderne, der gør sig gældende. Borgerne har et retskrav på specialtilbud, som vi ikke er herre over. Det er et ta’ selv bord, hvor vi får regningen for eksempel fra Regionen på behandlingstilbud. Hører man ikke så godt, så har man krav på et nyt høreapparat, selvom det gamle virker. Og på børne- og skoleudvalgets område er vi oppe på, at en tredjedel af budgettet går til specialtilbud, siger John Engelhardt.
Selvom ledigheden er stagneret, så er det et andet område, der belaster kommunens økonomi.

Nej til haller, ja til rengøring

Socialdemokratiet og SF er enige i udlægningen af, hvor skoen trykker i Glostrup økonomi, men ikke når det kommer til prioriteringerne.
Oppositionen mener, at det er uansvarligt at bygge to idrætshaller – en i Ejby og en ved Søndervangskolen. De to partier mener, at driftsudgifterne til hallerne løber op i to millioner kroner om året, hvis man indregner afdrag til lån og personale.
- På kommunalbestyrelsesmødet 18. august bekræftede John Engelhardt, at flertallet nu vil indgå aftale om køb af to idrætshaller og hjemtage et lån på 13,5 millioner kroner. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti finder det helt uansvarligt at hjemtage et lån til bygning af nye idrætshaller, som medfører årlige driftsudgifter på minimum 2 millioner kroner, samtidig med, at man fremlægger besparelsesforslag på omlægning af rengøring hos pensionister til hver tredje uge, og store forringelser i det hele taget for alle pensionister og lukninger af fritidsklubber, daginstitutioner og SFO’er i sommerferien. Blot nogle få eksempler af de mange forslag, der rammer kommunens svageste borgere, siger socialdemokraternes leder Peter Sørensen.

Mener det er  forligsbrud
Ansøgningen om at optage et lån på 15 millioner kroner fra regeringens lånepulje til stimulering af byggeriet blev faktisk sendt af sted, mens Socialdemokratiet og SF var ved magten med begrundelsen, at pengene skulle bruges til ombygning af Ringsvejskrydset.
Det er de penge, flertalsgruppen bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Glostrup-Listen og Charlotte Brangstrup, (udenfor parti), nu har fået ja til at bruge til idrætshaller i stedet. Ombygningsplanerne for Ringvejskrydset er nemlig hovedsageligt blevet finansieret af midler fra Trafikstyrelsen og Region Hovedstaden. Glostrups Kommunes andel er kun 1,5 millioner kroner. Derfor er der 13,5 millioner til bygning af haller.
Alligevel mener S og SF, at der er tale om brud på budgetforliget for 2010, der blev indgået af alle partier i den forrige kommunalbestyrelse, hvis flertallet går videre med hal planerne uden deres billigelse.
Borgmester John Engelhardt mener ikke, at der er tale om et brud på budgetforliget, blandt andet fordi, der ikke kommer udgifter på projektet før i 2011. Han har tidligere argumenteret for, at det sund fornuft at bygge nu, hvor byggeomkostninger er lave på grund af krisen i byggeriet.

I en udtalelse fra flertalsgruppen siger Leif Meyer Olsen:

- Glostrups nye flertal ønsker at opføre to multihaller, som skal komme skolebørn, borgere i nærområdet, aftenskoler, idrætten med flere til gode. Sundhed prioriteres højt, og der er mangel på disse faciliteter flere steder i kommunen. Derfor skal den ene hal ligge ved Søndervangskolen og den anden ved Ejbyskolen, siger Leif Olsen.
Han og flertallet mener ikke, at der er tale om forligsbrud, og at S og SF overdriver driftsudgifterne.
- S og SF er imod de to multihaller og prøver at finde argumenter til at forhindre byggeriet. De begrunder modstanden med, at pengene skal bruges til ombygning af Ringvejs-krydset, at der mangler at blive afsat driftsmidler til personale og så videre, og at der er tale om brud på budgetforliget. Men driften kommer til at ligge hos de to skoler, der får frigjort gymnastiksale til andre formål. Der ansættes ikke ekstra personale; brugerne får mulighed for selv at lukke sig ind uden for skolernes åbningstid. Så vi står nu med et projekt på to multihaller ved skolerne og med to tolkninger af et budgetforlig. Gad vide, hvad der interesserer borgerne mest? De er sure, sagde ræven om rønnebærrene. Den kunne ikke nå dem, siger Leif Olsen.
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld