Ethjulede cykler, rå rockguitar og søde cheerleades. Det manglede ikke det mindste, da Ejbyhallen åbnede klokken 9:30 tirsdag formiddag.
Borgmester John Engelhardt var selvsagt en stolt venstremand, der kunne tage imod både børn og voksne, der var mødt talstærkt frem. Cirka 70 glade borgere, politikere, skolebørn og idrætsfolk var at finde i menneskemængden.
Underholdningen stod blandt andet en tredjeklasse for. De kørte på cykler med kun ét hjul, sprang gymnastikspring og så sang de, som kun små søde – men sikkert også frække – børn kan gøre det.
- Det er jo lækre faciliteter, sagde Torben Kristensen, der er formand for EjbyIF68.
- Nok er det en træningshal, men vi er så glade. Jeg talte med en borger, der havde boet i området i 37 år, som sagde til mig: ”Tænk, at det skulle ske i min tid, efter vi har håbet på hallen i så mange år.” Og vi har faktisk også allerede brugt hallen en smule. For kort tid siden holdt vi ungdomsafslutning med i alt 280 mennesker og idrætsudøvere fra U5 til U15.
- De er ligeglade, om der ikke er bænke til tilskuere, for de bruger den til deres egen sport. Og jeg er sikker på, at hallen også vil betyde, at vi trækker folk til.
Torben Kristensen glæder sig også over, at klubbens fulsal-hold vil få endnu bedre betingelser til at forbedre deres allerede flotte resultater.
Tørt sted
Ifølge borgmesteren var det da også på høje tid, at hallen i Ejby blev vakt til live.
- Ejby har længe manglet ordentlige idrætsfaciliteter, og skolerne har manglet tilstrækkelig med kapacitet til elevernes idrætsundervisning. Alt det giver Ejbyhallen meget bedre forudsætninger for, sagde John Engelhardt (V) i sin tale.
Han takkede projektleder Torben Gansted og Dansk Halbyggeri for samarbejdet. Og ønskede alle tillykke.